Empirisk forskning i skam
Forskningshistorisk oversigt over skamforskningens udvikling
Forskningen i skam har gennemgået en markant udvikling gennem de seneste årtier, fra primært kliniske og psykoanalytiske beskrivelser til en bred, tværdisciplinær og empirisk forankret forskningslitteratur. Selvom tematiseringen af skam har rødder helt tilbage til antikken – både Platon og Aristoteles skriver, om end ret forskelligt, om skam (gr.: aidos) – er det først for alvor i 1970’erne, at skam bliver genstand for psykoterapeutisk forskning (Jørgensen, 2023). I de tidlige bidrag blev skam ofte behandlet implicit og sammenblandet med beslægtede emotioner som skyld, forlegenhed og lavt selvværd.
Et afgørende vendepunkt i forståelsen af skam som selvstændigt psykologisk fænomen indtraf med Helen B. Lewis’ arbejde i begyndelsen af 1970’erne. Lewis (1971) introducerede den grundlæggende skelnen mellem skam og skyld, hvor skam forstås som en global negativ evaluering af selvet, mens skyld relaterer sig til vurderingen af specifikke handlinger. Selvom Lewis’ bidrag primært var klinisk-teoretisk, kom hendes begrebsafklaring til at danne fundamentet for senere empirisk operationalisering af skam. Til trods for denne afgørende skelnen er der stadig en tendens til i varierende grad at sammenblande skam- og skyldfølelser (Jørgensen, 2023, s. 64).
For skamforskningen er det afgørende med en analytisk overbevisende definition af skam, men entydighed udfordres af mindst to forhold. For det første optræder skam og skyld ofte sammen – Sørensen beskriver dem metaforisk som “siamesiske tvillinger” (Sørensen, 2023, s. 92). For det andet kan destruktiv skam og patologisk skyld i praksis være vanskelige at adskille. Det kan opleves lettere at fokusere på det, man har gjort forkert, end på oplevelsen af, at der er noget grundlæggende galt med én som person. Skam er desuden ofte ordløs og forbundet med en stærk trang til at tildække, fornægte eller aflede opmærksomheden fra en pinefuld selvoplevelse (Jørgensen, 2023, s. 65). Hvor skam ofte angår noget “usynligt” ved selvet, knytter skyld sig typisk til noget mere “synligt”, nemlig konkrete handlinger, og er ofte forbundet med mindre psykisk smerte.
I 1990’erne blev skam for alvor genstand for systematisk empirisk forskning, særligt gennem June Price Tangney og kollegers arbejde. Ved hjælp af scenariebaserede måleinstrumenter, herunder Test of Self-Conscious Affect (TOSCA), blev skam og skyld adskilt kvantitativt og undersøgt i relation til personlighed og psykopatologi. En række studier dokumenterede, at tilbøjelighed til at føle skam (shame proneness) var forbundet med depression, angst, lavt selvværd, aggression og undgåelsesadfærd, mens tilbøjelighed til at føle skyld (guilt proneness) i højere grad var associeret med empati, ansvarstagen og reparativ adfærd (Tangney et al., 1992; Tangney & Dearing, 2002). Disse fund etablerede skam som en særligt belastende og maladaptiv emotion og har siden fungeret som et centralt referencepunkt i både klinisk og eksperimentel forskning.
Parallelt med denne udvikling opstod et øget fokus på målemetoder. I 1990’erne og begyndelsen af 2000’erne blev der udviklet flere validerede instrumenter, som muliggjorde differentiering mellem situationsbetinget skam og mere kronisk, internaliseret skam. Cook (1994) introducerede Internalized Shame Scale, som målte stabil, internaliseret skam som et personlighedsnært træk, mens Andrews et al. (2002) udviklede Experience of Shame Scale, der muliggør en multidimensionel vurdering af skam relateret til karakter, adfærd og krop. Disse instrumenter har haft stor betydning for psykoterapiforskningen og anvendes fortsat i nyere behandlings- og interventionsstudier.
I slutningen af 1990’erne og 2000’erne blev skam i stigende grad forstået i et socialt og evolutionært perspektiv. Gilbert og Andrews (1998) beskrev skam som et affektivt signal knyttet til social rang, tilhørsforhold og oplevelsen af at være nedvurderet af andre. Dette perspektiv forbandt skam med trusselssystemer, underkastelse og selvkritik og skabte en teoretisk bro mellem empirisk skamforskning og udviklingen af nye terapeutiske tilgange. Særligt Compassion-Focused Therapy blev udviklet med udgangspunkt i forståelsen af skam som et centralt vedligeholdende element i psykisk lidelse.
Inden for de seneste cirka 15 år er der kommet en række metodisk stærke bidrag, der både har tydeliggjort skams kliniske relevans og udvidet feltets empiriske grundlag. På traumeområdet har en meta-analyse af López-Castro et al. (2019) vist en moderat til stærk sammenhæng mellem skam og PTSD-symptomer. Meta-analysen understøtter antagelsen om, at skam ikke blot er et sekundært ledsagefænomen, men kan være en central følelsesmæssig komponent i traumereaktioner. Den type syntesestudier har dermed bidraget til at gøre skam til et empirisk underbygget, transdiagnostisk fokus i forskning i vedligeholdelse af psykiske vanskeligheder som fx PTSD.
Samtidig har eksperimentelle og neurovidenskabelige tilgange gjort det muligt at undersøge skam som en selvstændig, selvbevidst emotion og ikke kun som noget, der undersøges gennem selvrapporterede spørgeskemaer. fMRI-studier (funktionel MR-scanning) er studier, hvor man scanner hjernen, mens deltagerne fx ser billeder eller forestiller sig bestemte situationer, for at undersøge hvilke områder der typisk bliver mere aktive. Et bemærkelsesværdigt eksempel er Michl et al.s fMRI-pilotstudie, hvor skam- og skyldrelaterede scenarier blev sammenlignet med neutrale scenarier (Michl et al., 2014). Overordnet fandt de, at skam og skyld deler noget af den samme neurale “infrastruktur”, men også har delvist forskellige mønstre. Begge emotioner var bl.a. associeret med aktivering i temporale områder, mens skam (relativt til skyld) især var forbundet med aktivitet i frontale områder. Skyld (relativt til skam) var derimod bl.a. forbundet med aktivitet i amygdala og insula. Fundene skal tolkes varsomt på grund af studiets karakter af pilotundersøgelse, men de illustrerer, at skam og skyld kan adskilles empirisk og til dels involverer aktivering af forskellige områder i hjernen.
Sheehy et al. (2019) gennemførte en meta-analyse af sammenhængen mellem skam, skyld og selvskade på tværs af 30 studier, hvor selvskade inkluderede både suicidal og ikke-suicidal adfærd. Deres samlede resultater peger på, at de fleste former for skam er positivt associeret med selvskade – særligt ikke-suicidal selvskade (NSSI) – mens evidensen for suicidal adfærd var mere sparsom. For skyld var der færre studier, og fundene var mere blandede; deres overordnede vurdering er bl.a., at guilt proneness ikke fremstår konsistent relateret til selvskade, selvom state guilt i nogle studier var højere hos personer med en historik med selvskade. Den type meta-analytiske resultater styrker en transdiagnostisk forståelse af skam som en klinisk relevant risikofaktor og mulig vedligeholdende proces, der ikke alene knytter sig til én diagnosekategori, men optræder på tværs af forskellige symptomprofiler og problemområder.
I de seneste to årtier har skamforskningen i stigende grad bevæget sig i retning af integrative og transdiagnostiske modeller. Skam undersøges i dag på tværs af diagnoser, terapiformer og metoder, herunder eksperimentelle designs, neurovidenskabelige studier og behandlingsstudier. Samtidig peger nyere psykoterapiforskning på, at skam ikke blot kan forstås som et relativt stabilt personlighedstræk, men også som en dynamisk og behandlingspåvirkelig proces (Di Sarno et al. 2024), (Norder et al. 2023), (Wen et al. 2023).
Nyere reviews og meta-analyser peger således på, at selvrapporteret skam typisk reduceres moderat, men relativt konsistent, i forbindelse med psykoterapeutiske forløb (fx Di Sarno et al., 2024; Norder et al., 2023), hvilket taler for, at skam er et klinisk relevant og behandlingspåvirkeligt fænomen – og ikke blot et epifænomen. Det er værd at bemærke, at Di Sarno et al. (2024) også rapporterer en foreløbig meta-analytisk effekt i retning af en middelstor reduktion i skam på tværs af terapiformer, om end de samtidig understreger variation i både målemetoder og studiedesign. I forlængelse heraf viser en meta-analyse af såkaldte selvmedfølelsesrelaterede terapier, at disse interventioner på tværs af kliniske populationer kan øge selvmedfølelse og reducere psykisk belastning (Wilson et al., 2019). Selvom skam ikke altid måles direkte i denne litteratur, understøtter fundene den mere overordnede pointe, at centrale skamrelaterede processer (fx selvkritik og negative selvskemaer) kan ændres gennem psykoterapeutiske interventioner.
Samlet set afspejler skamforskningen en bevægelse fra klinisk intuition og teoretisk begrebsudvikling mod øget empirisk præcision, metodisk differentiering og klinisk anvendelighed. Klassiske bidrag danner fortsat grundlag for nutidig forskning, men er i stigende grad blevet udbygget og nuanceret gennem moderne empiriske og neurovidenskabelige forskningstilgange.
Det er dog vigtigt at fastholde, at skam dækker over flere beslægtede fænomener (fx situationsbetinget versus internaliseret skam samt ekstern skam knyttet til oplevelsen af andres negative vurdering). Effekter af psykoterapi kan derfor variere afhængigt af, hvordan skam defineres og måles, og af om interventionen eksplicit adresserer skam og selvkritik. Det peger samtidig på et behov for mere procesorienteret forskning, hvor ændringer i skam undersøges som mulig mediator for symptomreduktion (Garofalo et al., 2025). Det er muligt, at kvalitativ orienterede metoder “er bedre egnet til at indfange skamfølelsens mere komplekse elementer og fænomenologi”, men samlet set foreligger der “langt færre kvalitative studier af destruktiv skam” (Jørgensen 2023, 198).
Carsten René Jørgensen opregner i forlængelse heraf en række centrale og endnu uafklarede spørgsmål i den empiriske forskning i skam (Jørgensen, 2023, s. 65–68):
- Skam kan og bør både opfattes som en destruktiv og konstruktiv affekt. Konstruktiv skam har med integritet og værdighed at gøre og kan animere til selvkorrektion, mens destruktiv skam virker livsundergravende og forgiftende på mennesket og dets relationer. Hvordan skal denne afgørende differentiering operationaliseres?
- Er det overhovedet muligt at skelne klart mellem skam- og skyldfølelser? Jørgensen mener, at det er muligt, men at særligt sværhedsgraden af de to beslægtede affekter er det centrale omdrejningspunkt. Mens skam typisk har at gøre med opfattelsen af, at “jeg er forkert”, har skyldfølelse typisk at gøre med, at jeg har “gjort noget forkert”. Jørgensen tilbyder en omfattende differentiering i kap. 4.5 (særligt s. 187–190).
- Kan skam forstås udelukkende ved at fokusere på enkeltindividet, eller er skam som en grundlæggende socialiseringsfølelse også altid indlejret i sociale strukturer (kulturelle idealer, sociale normer og omverdenens forventninger)? Ifølge Jørgensen bør forskning i skam tage højde for dette komplekse samspil.
- Endelig: Fordi skam er koblet til en destabilisering af individets selvværd, bør det også undersøges, hvordan skam er koblet til narcissisme. Fordi skam rammer selvets kerne, selvværd og selvrespekt, kan man muligvis anskue narcissistisk personlighedsforstyrrelse som “et udtryk for eller et forsvar mod en dyb og skamfuld utilstrækkelighedsfølelse” (Jørgensen, 2023, s. 237). Der er dog ikke et entydigt svar på dette spørgsmål, bl.a. fordi definitionen af narcissisme er omstridt.
Værktøjer til måling af skam
Centrale måleinstrumenter i empirisk baseret skamforskning omfatter blandt andet:
- Test of Self-Conscious Affect (TOSCA): Et scenariebaseret dispositionsmål, hvor respondenten angiver sandsynligheden for skam-, skyld- og relaterede reaktionsmønstre i hypotetiske hverdagssituationer (fx mindre sociale eller moralske fejltrin). Instrumentet er udviklet til at operationalisere den klassiske distinktion mellem skam (som en negativ selvevaluering) og skyld (som en handlingsfokuseret negativ selvevaluering) og er bredt anvendt i både klinisk og personlighedspsykologisk forskning (Tangney et al., 1992; Tangney & Dearing, 2002). Se link
- Shame Inventory: Et klinisk værktøj udviklet af Rizvi i 2009, der måler både generel skamfølelse (trait) og skam knyttet til 50 specifikke livssituationer (state). Det kendetegnes ved sin todelte struktur, der adskiller skam som et personlighedstræk fra skam udløst af konkrete hændelser. Værktøjet blev oprindeligt udviklet for at hjælpe klienter med at identificere og mindske intense, selvdestruktive følelser. Ved at bruge en skala fra 0 til 4 giver det et billede af, hvor meget skammen belaster personens livskvalitet. Se link
- Personal Feelings Questionnaire-2 (PFQ-2): Et affekt-checkliste-instrument, der måler tilbøjelighed til at opleve skam og skyld på tværs af følelsesdeskriptorer (fx “ydmyget”, “hjælpeløs”). Skalaen er blevet anvendt i en lang række studier, og der foreligger validitetsstudier, som understøtter en todelt struktur (skam vs. skyld) og meningsfulde sammenhænge til psykopatologi og personlighedstræk (Harder & Lewis, 1987; Harder et al., 1993; Harder & Greenwald, 1999). Se link
- Guilt and Shame Proneness Scale (GASP): Et nyere scenariebaseret mål, der eksplicit differentierer mellem delkomponenter af skyld og skam gennem fire delskalaer (skyld-negativ adfærdsvurdering, skyld-reparation, skam-negativ selvvurdering og skam-tilbagetrækning). Herved muliggøres en mere finmasket analyse af adfærdstendenser (fx tilbagetrækning vs. reparerende handling) og af potentielt mere adaptive vs. maladaptive mønstre (Cohen et al., 2011). Se link
- Internalized Shame Scale (ISS): Et selvrapporteringsinstrument, der måler internaliseret skam som en mere vedvarende og personlighedsnær oplevelse præget af mindreværd, utilstrækkelighed og fremmedgørelse. ISS er særligt anvendt i kliniske sammenhænge, hvor internaliseret skam antages at fungere som en vedligeholdende procesfaktor (Cook, 1994). Se link
- State Shame and Guilt Scale (SSGS): Et kort instrument til måling af øjeblikkelig skam (tilstandssk am) og skyld. Skalaen er designet til brug i eksperimentelle designs og interventionsstudier, hvor man ønsker at fange aktuelle emotionelle tilstande snarere end dispositioner (Marschall et al., 1994). Se link
- Experience of Shame Scale (ESS): Et multidimensionelt spørgeskema, der måler skam inden for tre overordnede domæner (karakterologisk skam, adfærdsskam og kropslig skam) og dermed muliggør en mere domænespecifik operationalisering end mere generelle dispositionsmål. ESS har vist høj intern konsistens og test-retest-reliabilitet og anvendes hyppigt i studier af sammenhænge mellem skam og psykopatologi (Andrews et al., 2002). Se link
- Other As Shamer Scale (OAS): Et selvrapporteringsinstrument til måling af ekstern skam, dvs. i hvilken grad individet oplever eller forventer, at andre ser én som utilstrækkelig, mindreværdig eller forkert. Skalaen er forankret i sociale forståelser af skam og anvendes især i forskning, hvor social evaluering, social trussel og selvkritik antages at være centrale mekanismer (Goss et al., 1994). Se link
Kilder:
Andrews, B., Qian, M., & Valentine, J. D. (2002). Predicting depressive symptoms with a new measure of shame: The Experience of Shame Scale. British Journal of Clinical Psychology, 41(1), 29–42. Klik her
Cohen, T. R., Wolf, S. T., Panter, A. T., & Insko, C. A. (2011). Introducing the GASP scale: A new measure of guilt and shame proneness. Journal of Personality and Social Psychology, 100(5), 947–966. Klik her
Cook, D. R. (1994). Internalized Shame Scale: Professional manual. Channel Press.
Di Sarmo et al. (2024). When psychotherapy runs into shame: A scoping review of empirical findings. Journal of Psychotherapy Integration, 34(4), 463–483. Klik her
Garofalo et al. (2025). Conceptualization and Assessment of Shame Experience and Regulation: An Umbrella Review of Synthesis Studies. Clinical Psychology & Psychotherapy, 32(4), e70136.
Gilbert, P., & Andrews, B. (Eds.). (1998). Shame: Interpersonal behavior, psychopathology, and culture. Oxford University Press.
Harder, D. W., & Lewis, S. J. (1987). Personal Feelings Questionnaire-2 (PFQ-2) [Test/measure].
Jørgensen, C. R (2023) Skam. I spændingsfeltet mellem moralsk kompas og psykisk lidelse. Hans Reitzels Forlag.
Lewis, H. B. (1971). Shame and guilt in neurosis. International Universities Press.
López-Castro, T., Saraiya, T., Zumberg-Smith, K., & Dambreville, N. (2019). Association between shame and posttraumatic stress disorder: A meta-analysis. Journal of Traumatic Stress, 32(4), 484–495. Klik her
Marschall, D. E., Sanftner, J., & Tangney, J. P. (1994). State Shame and Guilt Scale (SSGS) [Test/measure].
Michl, P., Meindl, T., Meister, F., Born, C., Engel, R. R., Reiser, M., & Hennig-Fast, K. (2014). Neurobiological underpinnings of shame and guilt: A pilot fMRI study. Social Cognitive and Affective Neuroscience, 9(2), 150–157. Klik her
Norder, S. J., Visvalingam, S., Norton, P. J., & Norberg, M. M. (2023). A scoping review of psychosocial interventions to reduce internalised shame. Psychotherapy Research, 33(2), 131–145. Klik her
Sheehy, K., Noureen, A., Khaliq, A., Dhingra, K., Husain, N., Pontin, E. E., Cawley, R., & Taylor, P. J. (2019). An examination of the relationship between shame, guilt and self-harm: A systematic review and meta-analysis. Clinical Psychology Review, 73, 101779. Klik her
Sørensen, L. J (2023). Skammen, nuet og nærværet. Dansk Psykologisk Forlag.
Sørensen, L. J (2013). Skam. Medfødt og tillært. Hans Reitzels Forlag.
Tangney, J. P., & Dearing, R. L. (2002). Shame and guilt. Guilford Press.
Tangney, J. P., Wagner, P., & Gramzow, R. (1992). Proneness to shame, proneness to guilt, and psychopathology. Journal of Abnormal Psychology, 101(3), 469–478. Klik her
Wen, X., et al. (2024). The efficacy of web-based cognitive behavioral therapy with a shame-specific intervention for social anxiety disorder: Randomized controlled trial. JMIR Mental Health, 11. Klik her
Wilson et al. (2019). Effectiveness of self-compassion related therapies: a systematic review and meta-analysis. Mindfulness, 10(6), 979–995. Klik her
Open Access-logo
Dette er et Open Access-logo. Open Access betyder, at en forskningspublikation er frit tilgængelig online uden betaling og login for læseren. Open Access bruges oftest om artikler udgivet i videnskabelige tidsskrifter, men kan også gælde andre typer af publikationer, fx artikelmanuskripter og bøger.
Måling af skam
Den empiriske forskning i skam er afhængig af en eksplicit operationalisering af skambegrebet. Man må vide, hvad det er, man undersøger, og hvordan man undersøger det. Det betyder, at der dels må tages stilling til, hvilke komponenter af skam der ønskes undersøgt (om det fx er skam som affektiv oplevelse, som kognitiv selvvurdering, som kropslig reaktion eller som særlige handletendenser), dels hvordan skam afgrænses i forhold til nært beslægtede selvbevidste emotioner som fx skyld, forkerthedsfølelse og forlegenhed. Endvidere har metodiske valg betydning for, hvilken type skam der faktisk måles, idet skam kan undersøges som en øjeblikkelig tilstand (state shame) via eksperimentelle induktioner eller momentane selvrapporteringer eller som en mere stabil tilbøjelighed (shame proneness eller trait shame) via dispositionsmål.
Siden 1990’erne er der udviklet og valideret flere udbredte måleinstrumenter, der afspejler disse forskellige niveauer og perspektiver på skam. Der findes scenariebaserede mål for skam- og skyldproneness (fx Test of Self-Conscious Affect (TOSCA)) (Tangney et al., 1992; Tangney & Dearing, 2002), skalaer målrettet internaliseret skam (fx Internalized Shame Scale (ISS)) (Cook, 1994) samt multidimensionelle mål for domænespecifik skam (fx Experience of Shame Scale (ESS)) (Andrews et al., 2002). Tilsammen har disse empiriske måleinstrumenter muliggjort en mere differentieret kortlægning af skam på tværs af populationer og kliniske problemstillinger.
Vi linker nederst på siden til nogle af de mest udbredte skalaer til måling af skam.
Carsten René Jørgensen gennemgår i bogen Skam. I spændingsfeltet mellem moralsk kompas og psykisk lidelse (2023) nogle af disse spørgeskemaer til kortlægning af skam. Han konkluderer, at “samlet set er langt hovedparten af de eksisterende instrumenter til selvrapportering af skam i varierende grad utilstrækkelige”, bl.a. fordi de ikke skelner mellem konstruktiv og destruktiv skam (s. 197). Der er derfor “brug for udviklingen af mere nuancerede, kontekstualiserede, ideografiske og fænomenologisk forankrede metoder til kortlægning af skam” (s. 198).
Ifølge Carsten René Jørgensen er et af de aktuelt bedste spørgeskemaer The Shame Inventory (Rizvi, 2009; Jørgensen, 2023, s. 196), som også er medtaget i listen til venstre. Han begrunder ikke nærmere, hvorfor dette spørgeskema er at foretrække, men det skyldes muligvis dels, at spørgeskemaet faktisk skelner mellem tilstand (state) og træk (trait), dels at det spørger ind til specifikke scenariebaserede triggere, hvilket gør det velegnet til at indfange de unikke og mere personlige situationer, der fremkalder skam hos forskellige enkeltindivider.