Empirisk forskning i håb
Flere studier peger nu på, at håb udgør en central, understøttende faktor i psykoterapi og er korreleret med positiv terapeutisk effekt (se Cheavens & Guter, 2018). Faktisk bekræfter metaanalytiske fund, at håb har en signifikant effekt på psykoterapeutiske resultater (Constantino et al., 2011), hvilket har fået flere forskere til at undersøge styrken og arten af denne effekt i terapi. For eksempel har forskere fundet, at håb har en tendens til at stige i løbet af psykoterapi, og at stigninger i håb er korreleret med fald i lidelse (Bartholomew et al., 2021; Gallagher et al., 2020). Håb er også tæt forbundet med kvaliteten af den terapeutiske alliance, som er den mest veletablerede prædiktor for resultater i psykoterapi (Bartholomew et al., 2015; Bartholomew et al., 2017). Samlet set illustrerer denne forskning, at håb ikke kun er en prædiktor for positive psykoterapeutiske resultater, men at håb også spiller en vigtig rolle i den terapeutiske proces.
Nyere forskning viser, at håb – sammen med klientfaktorer som engagement og parathed – er blandt de vigtigste ingredienser for virkningsfuld terapi (Sammer-Schreckenthaler et al., 2025). Håb opstår imidlertid ikke i isolation, men i relation. Det bliver til i det levende møde mellem terapeut og klient, hvor det bidrager til opbygningen af den terapeutiske alliance. Håb er derfor heller ikke noget, terapeuten bare kan give klienten, snarere men noget, der vokser frem i det fælles arbejde, understøttet af en atmosfære præget af tillid, anerkendelse og realistisk målrettethed (Weis & Sperry, 2010).
En metaanalyse af 177 studier (Ladmanová et al., 2025) viser, at klienter i psykoterapi ikke kun søger symptomlindring, men også mening, bedre selvforståelse og øget socialt engagement. Her spiller terapeutisk håb en rolle, fordi det kan forandre klientens fremtidsforventninger. Håb handler ikke kun om at “få det bedre”, men også om at “leve bedre” – med mulighed for at skabe mening og positiv bevægelse i eget liv.
Allerede fra den første kontakt mellem klient og terapeut spiller håbet en væsentlig rolle og markerer et fælles forandringsønske (Høgenhaug 2025). Forskning peger på, at håb ikke blot er en støtte, men en afgørende faktor for, at psykoterapi virker. Håb hænger tæt sammen med positive terapeutiske resultater (Cheavens & Guter, 2018), og metaanalyser bekræfter, at håb har en signifikant effekt på udbyttet af terapi (Constantino et al., 2011). Håb har tendens til at stige i løbet af et terapiforløb, og denne stigning følges ofte af et fald i lidelse (Bartholomew et al., 2021; Gallagher et al., 2020). Håb er også tæt forbundet med kvaliteten af den terapeutiske alliance, som er den mest veletablerede prædiktor for resultater i psykoterapi (Bartholomew et al., 2015; Bartholomew et al., 2017).
Det er ikke blot klienters håb, der har indflydelse på behandlingens effekt; terapeutens håb spiller også en væsentlig rolle. Forskning viser, at når terapeuten har tillid til og håb for klientens mulighed for bedring, øges sandsynligheden for et positivt behandlingsresultat (Bartholomew et al., 2019; Coppock et al., 2010).
Håb i psykoterapi er kort sagt “dybt indlejret i en relationel proces, hvor etableringen og forhandlingen af alliancen spiller en afgørende rolle for facilitering og vedligeholdelse af håb og i sidste ende også for effekten af behandlingen” (Høgenhaug 2025).
Charles R. Snyders håbspsykologi
Hvad er formålet med værktøjet?
Formålet med Snyders håbsmodel er at give terapeuter et enkelt og effektivt redskab til at styrke håb hos klienter. Modellen hjælper med at afdække klientens mål, mulige veje til målet og troen på egen handlekraft. Ved at arbejde med disse tre elementer kan terapeuten støtte klienten i at skabe realistiske strategier og fastholde motivationen.
Hvem er værktøjet udviklet til?
Snyders håbsmodel er udviklet til psykologer, psykoterapeuter og andre fagpersoner, der arbejder med mennesker i forandringsprocesser. Modellen kan anvendes bredt – både i individuel terapi, grupper og rådgivning – og er relevant for alle, der ønsker at styrke håb og handlekraft hos deres klienter.
Håbsmodel
Charles R. Snyders håbsmodel
Charles R. Snyder udviklede i 1990’erne en indflydelsesrig teori om håb, hvor håb overvejende forstås som en kognitiv proces, der består af tre hovedelementer (Snyder 2002):
- goals (evnen til at sætte sig meningsfulde mål),
- pathways (evnen til at finde veje til målet) og
- agency (troen på, at man kan handle og overvinde forhindringer).
Snyders model har haft stor betydning for forskning og praksis, især fordi den gør håb målbart og anvendeligt i interventionsarbejde. Modellen er dog også blevet kritiseret for at reducere håb til en form for målsætning og problemløsning, hvor fokus primært er på individets evne til at tænke strategisk og handle. Kritikere peger på, at denne kognitive og individualistiske tilgang overser håbets emotionelle, relationelle og eksistentielle dimensioner – fx hvordan håb kan opstå i fællesskaber, i den terapeutiske relation, i fortællinger eller i mødet med det uvisse (Colla et al. 2022; Larsen et al. 2020).
Nyere forskning anbefaler derfor, at man supplerer Snyders model med mere dynamiske og kontekstuelle forståelser af håb, der også inddrager sociale og følelsesmæssige aspekter (Colla et al. 2022).