Narrative perspektiver på håb
I narrativ terapi forstås håb ikke primært som en følelse eller personlig egenskab, men som noget, der er indlejret i de historier, vi fortæller om os selv og vores liv. Når håbløshed eller fortvivlelse overhovedet kan være et problem, er det fordi, det står i vejen for noget, man (mere eller mindre stiltiende) håber på. Så selv i håbløsheden, frustrationen og fortvivlelsen er der implicitte spor af håb. Ved at udforske alternative fortællinger, hvor klienten kan genopdage og styrke erfaringer, hvor håb har været virksomt – fx i form af modstand mod håbløshed eller ved at fastholde mening i svære perioder – kan håbet træde frem som sprækker af lys i mørket (Hedtke 2014). Michael White omtaler dette narrative greb som at arbejde med det ‘fraværende men implicitte’, og giver eksempler på, hvordan man terapeutisk kan arbejde med at frilægge sådanne stumme spor af håb: “Hvordan lykkedes det dig at fastholde dette håb så længe, som du gjorde, på trods af alt det nedslående?” (White 2006, 96).
Terapeuten giver ikke håbet som en gave, men hjælper med at bringe det frem ved at afdække de uudtrykte spor af håb, der allerede findes i klientens levede liv. John Winslade beskriver dette som et “arkæologisk” arbejde, hvor man undersøger, hvordan fortvivlelse eller håbløshed ofte peger på, hvad man tidligere har håbet på. Håbet viser sig i sprækkerne af fortvivlelsen, og terapiens opgave bliver at finde spor af håb i det svære og bevidne klientens kamp for at holde fast i mening og modstand (Winslade 2012).
Ved at lytte efter de implicitte historier eller håbsbilleder, der findes i skyggen af klientens dominerende problemfortælling, kan håbet graves frem som konkrete, erfaringsnære måder, hvorpå klienten tidligere har “gjort håb”. Dette kan understøttes terapeutisk ved fx at forfølge spørgsmål som (Winslade 2012):
- Kan du huske en tid, hvor du oplevede håb – selvom det var svært?
- Hvad har hjulpet dig med at holde fast i håb, når alt andet forsøgte at trække dig ned?
- Har der været pauser fra håbløsheden? Hvad gjorde, at du oplevede disse pauser?
- Hvordan ‘gør du håb’ – hvilke handlinger eller praksisser hjælper dig med at holde fast i håbet?
- Hvordan har du tidligere håndteret fortvivlelse eller håbløshed? Er der noget i den måde, du har gjort det på, der kan give dig håb nu?
- Hvad ville du ønske, at du kunne håbe på nu? Hvorfor?
- Hvilke personer eller relationer har været med til at styrke dit håb?
Disse spørgsmål har til hensigt at give håbet en konkret plads i klientens liv, frem for at være en abstrakt forventning, der pålægges udefra.
Hvem har udviklet værktøjet
Når vi taler om håb i psykoterapi ud fra et narrativt perspektiv, er det især Michael White og David Epston, der har været centrale i udviklingen af denne tilgang. De grundlagde narrativ terapi i 1980’erne.
Michael White introducerede ideen om det “fraværende men implicitte” – altså at der selv i håbløshed og fortvivlelse findes skjulte spor af håb. Terapeutens opgave bliver at hjælpe klienten med at afdække og styrke disse spor gennem samtale og refleksion.
John Winslade har videreudviklet det narrative håbsarbejde og beskriver processen som et “arkæologisk” arbejde, hvor terapeuten hjælper klienten med at finde og styrke håb i livets svære perioder. I bogen Narrative Therapy in Practice: The Archaeology of Hope (Monk, Winslade, Crocket & Drewery, 2007) udfoldes denne tilgang, hvor terapeuten gennem konkrete spørgsmål og bevidning af klientens kamp for mening og modstand hjælper med at gøre håbet mere nærværende.
I narrativ terapi handler det altså ikke om at give eller skænke klienter håb, men om at hjælpe klienten med at genfinde og styrke det håb, der allerede – ofte tavst – findes i deres livshistorie. Det sker gennem udforskning af alternative fortællinger og konkrete spørgsmål, der vækker håbet til live ved så at sige at løfte det ud af glemslen.