Ordet traume bærer allerede i sin sproglige oprindelse en lille filosofi om menneskets sårbarhed. Det stammer fra det oldgræske τραῦμα (trauma), der betegner et sår, en læsion, en skade frembragt af ydre slag eller vold. Beslægtet hermed er verbet τιτρώσκειν (titrōskein): at såre, at gennembore, at trænge igennem. Muligvis rækker ordet endnu længere tilbage til den indoeuropæiske rod *ter-, hvor betydningsfelter som at gnide, bore og gennembryde samler sig. I selve ordets bund ligger således billedet af en grænse, der ikke længere holder: en overflade, der brydes, et værn, der bliver porøst.

Ordets kropslige rødder giver sig til kende hos den vestlige lægekunsts fader Hippokrates. Et af hans skrifter bærer en titel, der i sig selv er oplysende: “Om sårene i hovedet”, De vulneribus capitis, som er en latiniseret gengivelse af den græske titel Peri tōn en kephalē trōmatōn,  Formen trōmatōn er genitiv pluralis af trauma og fastholder ordet i dets konkrete, kirurgiske betydningsfelt: hovedets åbninger, brud og læsioner. Den senere psykiske brug af traumebegrebet er derfor ikke blot en løs metafor, men en overførsel af en kropslig struktur: også psyken tænkes som noget, der kan gennembrydes.

Her åbner den latinske linje en yderligere nuance. Vulnerabilis kommer af vulnerare, “at såre”, som igen føres tilbage til vulnus, såret. At være sårbar er derfor i sin mest bogstavelige betydning ikke blot at være skrøbelig, men at være sårbarlig: et væsen, hvis grænser kan rammes, åbnes og beskadiges. Nogle etymologiske traditioner forbinder endda denne sår-semantik med en ældre indoeuropæisk rod for at slå eller såre, som også klinger med i det oldnordiske Valhöll, Valhalla — “de faldnes hal”, hallen for de krigere, der er blevet såret i kamp. Her mødes traumets kliniske sår, vulnus og den nordiske forestilling om de sårede eller faldne krigere. Etymologien antyder dermed, at traumet ikke kun handler om skade, men om menneskets grundlæggende åbenhed mod verden.

Det er påfaldende, at ordet traume, der begyndte sin historie i kroppen, siden skulle blive et af de mest centrale begreber for forståelsen af psykisk lidelse. I lægevidenskabelig sammenhæng betød trauma længe ganske enkelt et fysisk sår. Først mod slutningen af det nittende århundrede, især med Josef Breuer og Sigmund Freuds Studien über Hysterie (1895) og i beslægtet form hos den franske læge og psykolog Pierre Janet, forskydes begrebet afgørende: sjælen kan også såres. Det psykiske liv viser sig som et levende væv, der kan blive gennembrudt, overvældet og efterladt uden mulighed for umiddelbar integration.

Denne overgang fra krop til psyke er mere end en historisk begrebsudvidelse. Den afslører en dybere analogi mellem legemlig og psykisk beskadigelse. Et traume er ikke blot noget, der sker; det er noget, der ikke kan rummes, mens det sker. Den traumatiske begivenhed bliver stående som en ufordøjet eller ubearbejdet rest, der ikke har fundet plads i fortællingen om selvet. Hvor almindelig erfaring kan indskrives i hukommelse, sprog og mening, vender traumet tilbage som det, der netop ikke lod sig fuldt erfare dengang.