Psykoanalyse

Psykoanalyse er både en terapiform, en teori om psyken og en analysemetode. Som terapiform fokuserer psykoanalysen på de ubevidste processer, der er formet i barndommen, men som påvirker klienten som voksen. Formålet med psykoanalysen er at bringe de ubevidste dele af psyken frem i lyset for at fremme klientens selvindsigt og at afhjælpe psykiske problemer hos klienten.

Baggrund

Psykoanalysen blev udviklet af Sigmund Freud i begyndelsen af det 20. århundrede og bygger på Freuds teori om menneskets psyke og betydningen af det ubevidste. Psykoanalysen har haft stor indflydelse på udviklingen af psykoterapi, bl.a. på udviklingen af psykodynamisk terapi.

Fremgangsmåde og formål

Psykoanalysen udføres som en langvarig, intensiv individuel terapi. I traditionel psykoanalyse ligger klienten på en briks og fortæller frit om sine erindringer, oplevelser, tanker og drømme, som de dukker op under sessionen. Den frie association blotlægger de undertrykte drifter, forsvarsmekanismer og konflikter, som bidrager til klientens aktuelle problemer. Terapeuten befinder sig normalt udenfor klientens synsfelt for ikke at forstyrre klientens frie association. Med afsæt i psykoanalytisk teori hjælper terapeuten klienten med at forstå de dybtliggende årsager til klientens psykiske lidelse. Begreber som overføring, dvs. klientens overførsel af følelser fra tidligere relationer til terapeuten, og modoverføring, dvs. terapeutens respons, spiller en vigtig rolle. Terapien tager dermed form efter klientens subjektive erfaringer og behov, og udvikler sig gennem en tæt dialog mellem klient og terapeut.

Anvendelse og virkning

Psykoanalysen blev oprindeligt udviklet til behandling af neuroser, fx angstlidelser, fobier og tvangstanker. Terapiformen er også blevet anvendt til at behandle fx depression og personlighedsforstyrrelser, særligt borderline personlighedsforstyrrelse. Der er dog ikke enighed om psykoanalysens evidensgrundlag. Nogle studier tyder på, at psykoanalyse kan være effektiv for visse klienter, men det er svært at afklare evidensspørgsmålet med de forskningsdesigns, der anvendes til at måle effekt. Terapiens omfattende varighed og den individuelle tilpasning af hvert forløb gør det fx svært at sammenligne klienternes udvikling med en kontrolgruppe. Selvom psykoanalysens evidensgrundlag er omdiskuteret, kan klienter, der ønsker dyb selvindsigt og intensiv terapi stadig opleve gavn af psykoanalyse.

Kilder

Olsen OA (ed.): Psykodynamisk Leksikon. Hans Reitzels Forlag. 2019

Bateman A, Holmes J: Introduktion til Psykoanalyse – nutidig teori og praksis. Hans Reitzels Forlag. 1999.

Tilmeld nyhedsbrev

Vil du modtage nyheder fra psykoterapiens verden? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev her.