Vurdering af selvmordsrisiko

Vurdering af selvmordsrisiko

Nogle mennesker, der står i en krise eller en svær periode i livet, kan udvikle selvmordstanker. I værste fald kan disse tanker føre til selvmordsforsøg og selvmord. Selvmordstanker skal derfor altid tages alvorligt, og som terapeut har man en rolle og et ansvar for at hjælpe sine klienter til at få den rette støtte.

Det Nationale Partnerskab for Forebyggelse af Selvmord og Selvmordsforsøg har udviklet et screeningsværktøj til vurdering af selvmordstanker og selvmordsrisiko hos borgere, klienter og patienter.

Hvem har udviklet værktøjet

Screeningspørgsmålene til Risiko ift. selvmord er udviklet af Partnerskab for Forebyggelse af Selvmord og Selvmordsforsøg. Partnerskabet  består af flere nøgleaktører inden for feltet såsom Centre for Selvmordsforebyggelse i de fem danske regioner, Sundhedsstyrelsen samt andre relevante organisationer. De arbejder på forskellige niveauer med at adressere og håndtere psykiske lidelser.

Gå til værktøj:
Hvad er formålet med værktøjet

Formålet med værktøjet er at hjælpe fagpersoner med at vurdere risikoen for, at en borger/ klient/patient handler på sine selvmordstanker samt at iværksætte relevant støtte for at forebygge selvmord. Værktøjet består af en række spørgsmål, der tilsammen giver terapeuten et billede af klientens selvmordsrisiko, ligesom værktøjet giver terapeuten anvisninger til at henvise klienten videre til et relevant behandlingstilbud.

Hvem er værktøjet udviklet til

Værktøjet er udviklet til fagpersoner i sundhedsvæsenet, men kan også anvendes i andre faglige sammenhænge, fx i en terapeutisk situation med en klient i svær krise.

Mere viden

Få mere hjælp som fagperson ift. hvordan du hjælper mennesker, der har selvmordstanker, ved at klikke her.

Har du selvmordstanker?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så kan du kontakte Livsliniens anonyme telefonrådgivning på tlf. 70 201 201. Rådgivningen er åbent hver dag fra kl. 11-05.