Logoterapi

Logoterapi er baseret på den antagelse, at menneskets primære drivkraft er søgen efter mening med livet. I logoterapi anses det meningsløse liv for at skabe følelser som håbløshed, nedtrykthed, desorientering, dyb eksistentiel angst og deraf følgende krise (noogen neurose). Mennesker kan finde mening gennem deres handlinger, erfaringer og holdninger, fx i arbejde, i kærligheden til en partner eller børn, men også ved at vælge at acceptere deres livsvilkår og den lidelse, som uundgåeligt viser sig i tilværelsen. Terapien har fokus på at afhjælpe klientens psykiske problemer ved at støtte vedkommende i at skabe mening i sin situation.

Baggrund

Logoterapi er en eksistentiel terapiform, som blev udviklet af den østrigske professor i neurologi og psykiatri Viktor Frankl mellem 1920’erne og 1940’erne. Logoterapi blev for alvor til en anerkendt terapeutisk tilgang i tiden efter Anden Verdenskrig. Frankl mistede det meste af sin familie i de tyske koncentrationslejre og var selv holocaustoverlover. Hans oplevelse i lejrene bekræftede ham i, at selv i den mest umenneskelige lidelse i livet rummer en mening. Denne indsigt er grundlæggende for logoterapien. Logoterapi har taget navn efter det græske ord logos, der kan betyde ord, ordnende princip eller mening.

Formål og fremgangsmåde

Formålet med logoterapi er at hjælpe mennesker med at finde mening i deres nuværende livssituation, uanset hvilke udfordringer de står overfor. Der er mindre fokus på fortiden eller ubevidste konflikter, som i nogle andre terapiformer. Terapien er samtalebaseret, ofte med ugentlige sessioner. Forløbet kan være kortvarigt og målrettet en specifik udfordring eller være længerevarende alt efter klientens behov. Logoterapi anvendes både individuelt og i grupper.

Terapeuten anvender forskellige teknikker i samtalen for at skabe mulighed for, at klienten selv kan opdage kilder til mening i sit liv: Gennem sokratisk dialog, hvor terapeuten stiller åbne og reflekterende spørgsmål, støttes klienten i at udforske og selv at finde svarene på sine udfordringer. Teknikken paradoksal intension (paradoxical intention) bruges til at hjælpe klienter med angst eller fobier, hvor klienten opfordres til gentagne gange at fremkalde den tanke eller adfærd, som skaber angst. Ved at ”øve sig” reduceres angsten, og klienten opnår større kontrol over situationen. Humor benyttes ofte som del af denne teknik. En tredje teknik er afledning, eller dereflection, hvor klientens opmærksomhed flyttes væk fra det centrale problem, fx en fobi, ud fra den forståelse at klientens overdrevne opmærksomhed er med til at fastholde og fremkalde problemet. I de nyere former for logoterapi bliver der også benyttet andre teknikker.
Når klienten har identificeret kilder til mening, skal de integreres bedre i klientens liv fx ved at sætte mål for fremtiden, træffe konkrete valg, eller ændre holdninger til udfordrende situationer.

Anvendelse og virkning

Logoterapi er blevet brugt i behandlingen af en række psykiske lidelser, hvor klienten har haft behov for et fokus på mening og eksistentielle spørgsmål. Det kan være i forhold til livskriser, depression, angst, PTSD eller alkoholmisbrug. Logoterapi bruges også i palliativ behandling, fx som del af værdighedsterapi. Elementer fra logoterapi er blevet integreret i andre terapiformer, såsom kognitiv terapi og positiv psykologi, og i coaching.

Forskningen i logoterapi spænder bredt. En kvalitativ gren af forskningen er præget af metodens eksistentielle og filosofiske fundament og undersøger fx, hvordan mennesker forstår og skaber mening i livskriser. Andre studier undersøger logoterapiens anvendelse i en række kliniske kontekster, dens transkulturelle relevans, og dens effektivitet, både som selvstændig terapiform og i kombination med andre metoder. Flere studier har vist gode resultater i brugen af logoterapi, især i forbindelse med eksistentielle kriser, livstruende sygdomme og psykisk velvære hos personer med lidelser som depression og angst og somatisk sygdom. Effektforskningen i logoterapi er overvejende baseret på små prøvestørrelser eller kliniske observationer, og der er behov for flere og større studier af god kvalitet for at etablere et stærkere evidensgrundlag.