Psykoterapeutiske perspektiver på sorg

Sorg er en naturlig og nødvendig proces, der hjælper os med at tilpasse os et liv uden det, vi har mistet. Det er en dyb og gennemgribende reaktion, hvor man kan opleve følelser som tristhed, savn, vrede, skyld, forvirring og lettelse. Der kan også opstå fysiske reaktioner såsom ændret søvn, appetit, energiniveau og endda kropslige smerter. Sorg kan påvirke kognitive funktioner, hvilket kan medføre hukommelses- og koncentrationsbesvær, bekymringer og selvbebrejdelser. Endvidere kan sorgen føre til eksistentielle overvejelser om livets mening. På det sociale plan kan sorgen begrænse ens evne til samvær eller øge behovet for støtte og kontakt. For nogle kan sorgen manifestere sig gennem særlige adfærdsmønstre som ritualer eller misbrug. Reaktionerne på sorg varierer fra person til person, og sorgprocessen opleves derfor meget forskelligt.

Der findes flere modeller, der beskriver sorgens forløb. I den nedenstående ggenmmegår vi de mest kendte og brugte.

Fasemodellen

En af de første modeller til at beskrive sorgens forløb og dynamik er psykiater Elisabeth Kübler-Ross´ fasemodel. Her inddeles sorgen i fem sorgfaser:

• Benægtelse – Vanskeligheder ved at acceptere tabet.

• Vrede – Følelser af uretfærdighed eller frustration.

• Forhandling – Forsøg på mentalt at ændre eller undgå realiteterne.

• Depression – En følelse af dyb sorg og tomhed.

• Accept – En begyndende tilpasning til tabet.

Denne model har dog fået kritik for at være for lineær, idet den kan give indtryk af, at sorg følger et fastlagt forløb. Af den grund er flere gået væk fra fasemodellen i den psykoterapeutiske bearbejdelse af sorg. I moderne sorgteori bruges fasemodellen derfor ofte som en referenceramme – ikke som en universel opskrift. 

Tosporsmodellen

En anden og senere tilgang til at beskrive dynamikken i sorg er tosporsmodellen, også kaldet ’det dobbelte sorgarbejde’, hvor sorgen ses som en stressreaktion. Her veksler den sørgende mellem to spor: et tabsorienteret spor, hvor man forholder sig til tabet og de følelsesmæssige reaktioner, og et genoprettelsesorienteret spor, hvor man forsøger at opretholde hverdagen og komme videre. Modellen viser, at sorg ikke nødvendigvis følger en lineær bevægelse, men derimod involverer en dynamisk proces mellem disse to spor.

Integrative Proces Model for Tab og Sorg

Den danske forsker Maibritt Guldin har udviklet en sorgmodel, der fokuserer mindre på sorgens forløb og i stedet på de forskellige dimensioner, der påvirkes hos den sørgende. Den Integrative Proces Model for Tab og Sorg omfatter følgende fem dimensioner:

• Fysisk – Kropslige reaktioner såsom stress, rastløshed, appetitløshed og træthed.

• Følelsesmæssig – Reaktioner som fortvivlelse, tristhed, længsel og vrede.

• Kognitiv – Påvirkning af tænkning, herunder bekymringer og selvbebrejdelser.

• Social – Ændringer i sociale relationer og behov for støtte.

• Åndelig-eksistentiel – Overvejelser om eksistensen og livets mening.

Sorg som diagnose

I WHOs diagnosemanual ICD-11 er en ny diagnose inkluderet: Prolonged Grief Disorder (PGD). Diagnosen, som endnu ikke har et fast dansk navn, omtales blandt andet som sorgforstyrrelse, langvarig sorg eller kompliceret sorg. Den kan stilles, når en person oplever vedvarende og markant optagethed af og længsel efter den afdøde, ledsaget af symptomer som skyld, vrede, tristhed og selvmordstanker. Diagnosen forudsætter også en funktionsnedsættelse, der påvirker den daglige tilværelse. Ifølge ICD-11 kan diagnosen stilles efter seks måneder, hvorefter behandling kan iværksættes.

Der er flere behandlingsmetoder med dokumenteret effekt på Prolonged Grief Disorder. En udbredt tilgang er Kompliceret Sorg Terapi, som omfatter elementer såsom egenomsorg, social støtte, følelsesregulering, eksponering for tabet samt planlægning af den nye fremtid. Kognitive og metakognitive terapiformer har også vist effekt ved langvarig sorg, idet de arbejder med at ændre uhensigtsmæssige tankemønstre, undgåelsesadfærd og fastlåste overbevisninger.

Psykoterapi ved sorg

Mange, der har oplevet et alvorligt tab, opsøger psykoterapi, selvom de ikke opfylder kriterierne for Prolonged Grief Disorder.

Anbefalinger til sorgterapi omfatter blandt andet, at terapeuten:

• Udviser empati og medfølelse for den sørgendes følelser.

• Anvender virkningsfulde psykoterapeutiske metoder.

• Har kendskab til diagnostik og udredning.

• Har viden om personlighedsmæssige og psykopatologiske faktorer.

• Udarbejder en behandlingsplan (gælder ikke alle terapiformer).

I terapien kan den sorgramte få følgeskab i sorgen frem for at skulle fjerne sig fra de smertefulde følelser. Når terapeuten har en dyb indsigt i sorgprocesser samt evnen til at kombinere faglig viden med effektive terapeutiske metoder, kan den sørgendes forståelse af tabet og relationen til den afdøde nænsomt italesættes og udforskes.