Hurtig søgning i Google Scholar

Hvis du skal danne dig et hurtigt overblik over forskningen inden for et bestemt emne eller konkret spørgsmål, kan du bruge Google Scholar på den samme måde, som du bruger Google. Du skal bare taste dine søgeord ind i søgefeltet og se, hvilke referencer der dukker op. Søgningen vil vise resultater, der omfatter et eller flere af dine søgeord.

Eksempel :

Jeg vil finde litteratur, der besvarer spørgsmålet: Hvilken effekt har psykodynamisk psykoterapi for ældre mænd, der lider af depression?

Søgeord: Effect “psychodynamic psychotherapy” elderly men depression


Et par tips til den hurtige søgning:

  • Hvis du anvender danske søgeord, får du primært nordiske resultater frem. Meget videnskabelig litteratur er på engelsk, så du vil få flere og andre resultater ved at bruge engelske søgeord.
  • Sæt udtryk, der består af flere ord – forfatternavne, navne på tidsskrifter og sammensatte begreber – i dobbelte anførselstegn. Ellers søger Google Scholar på hvert enkelt ord.
  • Ved at ændre de enkelte søgeord kan man få andre resultater frem. Overvej altid, hvilke synonymer du kan bruge i din søgning.
  • Der findes enkelte søgefiltre i sidepanelet til venstre for søgefeltet. Søgefiltre bruges til at afgrænse søgningen. Her kan du fx bestemme, om resultaterne skal vises efter relevans eller dato. Du kan også søge i litteratur, der er udgivet inden for et bestemt tidsinterval, og du kan vælge kun at søge på oversigtsartikler. Oversigtsartikler er fx review-artikler og såkaldte metaanalyser, som sammenfatter flere studier, der beskæftiger sig med samme emne.


Søgninger i Google Scholar giver ofte mange resultater og kræver typisk, at man gennemgår flere sider for at finde relevante artikler. Du kan fx nøjes med at gennemgå de første 10 sider eller stoppe, når det tynder ud i de relevante resultater. Når du trykker på linket til publikationen, kan du læse artikelresumeet eller et bogudsnit. Nogle gange får du også hele artiklen frem i fuldtekst (open access-tilgængelig). Det giver dig yderligere mulighed for at undersøge, om teksten kan bruges til dit formål.

Flere måder at søge forskningslitteratur på

Der er andre veje til at finde forskning om psykoterapi. Ønsker du en mere detaljeret forståelse af dit emne, kan du foretage en “Avanceret søgning” i Google Scholar:

Gå til Avanceret søgning i Google Scholar

Du kan også orientere dig i relevante tidsskrifter, der udgiver anvendelsesorienteret forskning om psykoterapi. Vi har samlet en række lister over tidsskrifter og struktureret dem efter terapeutiske retninger:

Gå til Tidsskrifter om psykoterapi

Tilmeld nyhedsbrev

Vil du modtage nyheder fra psykoterapiens verden? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev her.