Interview – Om sorg som forskningsområde

Alfred Sköld – Lektor i almenpsykologi på Institut for Kommunikation og Psykologi ved Aalborg Universitet – har undersøgt sorg ved tab af en livspartner i sin ph.d.-afhandling. Hans studie var en del af forskningsprojektet Sorgens Kultur, som blev gennemført på Aalborg Universitet fra 2017 til 2022. I løbet af dette forskningsprojekt blev ICD-11 offentliggjort, som for første gang omfattede sorgdiagnosen prolonged grief disorder. Sorgens Kultur undersøger bl.a., hvad den nye diagnose fortæller os om sorg, det sørgende menneske, og hvordan vores samfund forholder sig til sorg og lidelse.

Alfreds ph.d.-afhandling var et interviewstudie med 15 personer fra forskellige generationer, som alle havde mistet en livspartner. Alfred er psykolog, men har også en baggrund i filosofi, hvor han har arbejdet med døden og vores forhold til døden. Han sidder desuden i bestyrelsen for Videncenter for Psykoterapi.

Vi har talt med Alfred om sorgforskning og terapi målrettet sorg.

Hvad er tendenserne i sorgforskningen?

– Der er sket en gradvis psykologisering af sorg over det sidste århundrede. Det er gået fra at være et religiøst, moralsk og eksistentielt anliggende med tilhørende sprog og forståelsesrammer til at handle om individet – dvs. min personlige måde at håndtere døden på.

– Vores måde at forstå sorg på udvikler sig stadig. Vi er f.eks. gået væk fra fasemodellerne, hvor man som sørgende gennemgår en række faser og til sidst bliver færdig med sorgen. Fasemodellerne kan stadig være udbredt uden for forskningens verden, men i forskningen ser man nu på sorg som noget, man ikke rigtig bliver færdig med. Vi taler om continuing bonds. Det bygger på, at relationen er forandret, når en person dør, men den forsvinder ikke. Den lever videre og bliver genforhandlet – den bliver til noget andet.

– Der er også tosporsmodellen, hvor man i det ene spor kigger fremad og reorienterer sig, og hvor man i det andet spor er i tabet.

– Det vigtige er at holde fast i sorgens kompleksitet og dens forskellige dimensioner. Og der bliver heldigvis også skrevet om de eksistentielle aspekter af sorg.

Hvordan ser du på den nye sorgdiagnose?

– Der har i noget tid været en efterspørgsel på diagnosen, som bl.a. kommer af, at nogle kliniske psykologer oplever, at det kan være svært at vide, hvad man skal stille op med mennesker, der fortsat er i dyb sorg seks måneder efter tabet. Men etableringen af den nye diagnose har ikke været helt ligetil. Der har været forskellige kriterier på tegnebrættet for den nye sorgdiagnose, og netop forhandlingen om, hvor længe man skal have oplevet symptomerne, før man kan få diagnosen, har været det mest kontroversielle i udviklingen.

– Nu hvor den findes i ICD-11, har den også affødt en eksplosion af studier, der ser på prævalens – f.eks. i forskellige aldersgrupper – og på behandlingsmæssige aspekter. Diagnoser skaber jo en form for industri omkring sig, og det gælder også sorgdiagnosen.

– Diskussionen om sorg som en sygdom er i virkeligheden ikke ny. Man har altid talt om, at folk kan blive syge af sorg. I forhold til varighed viser mit eget studie f.eks., at når man har mistet den vigtigste person i sit liv, er seks måneder ikke lang tid. Mange bruger længere tid på at få greb om tilværelsen igen. De 15 personer, jeg interviewede, havde det bedre efter halvandet år, men mit bud er, at mange af dem kunne have fået diagnosen, da der var gået seks måneder. De var stadig meget berørte af tabet og havde svært ved at fungere i hverdagen.

Skulle man have tilbudt dem behandling?

– Jeg ved det ikke. Hvad vil man opnå? Filosoffen Jacques Derrida siger, at sorgen er ikke problem, for et problem har en løsning. Der er ingen løsning på sorg. Det er svært at stille noget op som behandler, for alt kan komme til at virke forkert. Det den sørgende i bund og grund vil, er at få den tabte person tilbage, og det er umuligt. Hvad kan man tilbyde i stedet? Mennesker i sorg kan være meget svære at være tæt på både som professionelle og pårørende. Det er faktisk ikke så let at støtte et menneske i sorg. De står midt i en meget ensom oplevelse. Det kan være utrolig svært formidle betydningen af det tab, man har lidt, til andre mennesker. Mange oplever det meget frustrerende, at andre ikke forstår, hvordan de har det, hvordan de lider.

– Det er dog ikke helt umuligt at tilbyde hjælp. Nogle sørgende har positive erfaringer med at tale om den person, de har mistet med en, der ikke kendte vedkommende, men stiller interesserede spørgsmål og har tid og tålmodighed til at lytte til dem fortælle. Det var nærmest essensen af min egne interviews i ph.d.-projektet. Det at levendegøre den døde virkede dybt meningsfuldt for mine interviewpersoner. Det fremhævede de igen og igen. Det var også meningsfuldt for dem at tale med en, som ikke stiller krav til dem. Når man taler med en behandler, er der en implicit forventning om, at man rykker sig, at der skal ske noget fra gang til gang. Det at have et rum, hvor man ikke skal noget, hvor man kan have det, som man har det, var meget værdsat. Det har præsterne traditionelt været gode til, og i vores forskningsprojekt mødte vi mange præster, som var frustrerede over den nye sorgdiagnose. Gennem tiden har psykiatrien overtaget alle samtaler om angst og depression, og nu også sorg. Men jeg tror at præster kan noget vigtigt, og at de er bedre end psykologer, psykiatere og psykoterapeuter til at forholde sig til uløselige problemer eller livsvilkår, som ikke kan ændres. Man kan indvende, at de blot har uddelegeret løsningen til Gud, men for mange sørgende er den religiøse overbygning mindre vigtig. Det vigtige er at tale med en, som forstår, at der ikke er noget at stille op med sorgen. I denne eksistentielle samtale kan præsterne noget særligt.

Hvad betyder det, at der er så meget fokus på at vi skal kunne tale om vores lidelse?

– Ja, vi taler jo meget om vores problemer. Der er mange, der synes det er godt at have et sprog for vores lidelse og plads til at dele det, der gør ondt i livet, med menneskerne omkring os. Der er dog også nogle, der mener at vi har mistet noget andet på vejen. De peger på, at psykologiens dyrkelse af selvet og det indre liv kan ses som en sekulær udgave af kristendommen. Vi har mistet det religiøse, moralske og eksistentielle kompas, som tidligere har vejledt os, når vi var i krise. Nu har vi i stedet et psykologisk og medicinsk begrebsapparat at vende os mod, når vi skal forstå os selv og finde en ny vej i livet. Jeg har selv læst både filosofi og psykologi. På filosofistudiet skulle jeg altid forklare, hvorfor jeg havde valgt det, og hvad jeg ville bruge det til. Da jeg startede på psykologi, var der ingen, der stillede de spørgsmål – det var selvindlysende. Det siger virkelig noget om den tid, vi lever. Selv om filosofien har eksisteret i flere tusind år, så er det nu psykologien – som er en relativt ung videnskab – der er vores primære værktøj til menneskets selvforståelse.

Hvad er det den nye sorgdiagnose gør for de mennesker, som er i langvarig dyb sorg?

– Fortalerne for diagnosen siger, at den skaber et rum som den sørgende har brug for. Diagnosen er ikke opstået top down, og der er mange sørgende som synes at det er en god ide med en sorgdiagnose. Den er en slags blåstempling af lidelsen som reel og ikke bare noget man har fundet på eller hænger unødigt fast i, og den åbner for behandlingsmuligheder. Den sørgende kan bruge det diagnostiske sprog til at forklare andre, hvorfor de har det på en særlig måde. Det kan være en hjælp, fordi sorgen er usynlig, og fordi mange har så svært ved at fortælle andre, hvordan de har det. På den måde kan diagnosen også fungere som et signal, ligesom dengang man gik med sørgebind.

Skal folk så gå i terapi, når de er i sorg?

– Folk skal gøre det, som de har brug for, når de har mistet nogen. Hvad det skal være, er et spørgsmål som kun den sørgende selv kan besvare. Freud mente, at det er nærliggende at overveje om man selv vil gå samme vej, og at man som sørgende ikke kan undgå at overveje selvmordet som en vej. Sorgen aktualiserer i ekstrem grad dødens realitet, og det handler om at klare det og overleve. Der er ikke nogen rigtig måde at gøre det på, at alle værktøjer skal være tilladt. Sorgen er en dybt individuel erfaring. Man kan tegne de store kulturelle og sociale penselstrøg, men enhver reaktion er tæt forbundet med den relation, man har haft til den mistede. Denne unikke forbundethed gør sorgen til ens egen. Filosoffen Martin Heidegger taler om, at døden er det mest ”egne” – ingen kan dø min død. Det samme kan siges om sorgen – ingen kan sørge min sorg. Hvis motivationen for at opsøge terapi er, at nogen skal tage sorgen væk, så er det naivt og kommer ikke til at virke. Og det er også spørgsmålet, om det egentlig er det, man som sørgende ønsker. Når jeg spurgte mine interviewpersoner, om de ville tage imod en pille, som fjernede sorgen, så svarede de alle sammen nej. De var meget forskellige, men dette var de enige om – at sorgen havde en mening og en plads i deres liv.

Mister man så sorgens egenart, når den bliver en diagnose?

– Ja, det er vel en risiko med diagnoser generelt, at de har en fremmedgørende funktion. Men mister på en måde ejerskabet over sin egen erfaring. Alle sørgende overvejer, om deres reaktion er normalt, fordi de oplever på mange måder at miste grebet om virkeligheden. Det er en grundrystende erfaring. Diagnosen tilbyder et svar – hvis du har det sådan efter 6 måneder, så er det ikke normalt, men patologisk, og så skal du have behandling. Der sker en af-individualisering, hvor den personlige erfaring gøres almen.

Hvad skal en terapeut, der møder et menneske i sorg stille til rådighed?

– Der skal være en accept af, at der er grænser for, hvad man kan gøre. Den terapeutiske optimisme stopper ved sorgen, fordi sorgen er ikke et problem, der kan løses, og fordi den er meningsfuld selv i den dybeste smerte. Sådan er det i de fleste sorgprocesser. Sorgen skal ikke gøres til en katalysator for selvudvikling. Sorgen er der så vi kan tænke os om og det tvinger den os til. Det gør vi alligevel og mange tænker godt sammen med en anden. Terapeuten kan være en samtalepartner i denne proces.

– Konkret kan terapeuten tilbyde støtte ved at være til sted og dele en svær tid i klientens liv uden at kræve noget eller forvente fremgang. Det handler ikke om at afhjælpe lidelsen men om at anerkende, at den er der. Et andet aspekt, som man kan arbejde med som terapeut er tabserfaringer. For mange mennesker vil dette ikke være det første tab. Man oplever en lang kæde af mere eller mindre alvorlige tab gennem livet og stifter bekendtskab med sorgen igennem dem. Man kan sige, at vi i nogen grad lærer at sørge. Som terapeut kan man støtte op om denne læringsproces. Endelig er sorgen en grænsesituation hvor grundlæggende eksistentielle spørgsmål bliver aktualiseret. Hvem er jeg? Hvem var vi? Hvad med min egen død? Her kan man tilbyde sig som partner i den eksistentielle samtale, som tabet kan give anledning til. Til sidst er der måske håb at hente i selve interaktionen. En terapeut inkarnerer en tro på fremtiden og på livet. Selv om samtalen ikke umiddelbart fører et sted hen, så viser den på en måde, at livet stadig er værd at leve.