Hvem udøver psykoterapi?

Hvem udøver psykoterapi?

Psykoterapi kan udøves af forskellige professionelle, der har gennemgået uddannelse og træning i psykoterapeutisk teori og metode. Når man søger psykoterapi, er det vigtigt at vælge en terapeut, der er kvalificeret og har den relevante uddannelsesmæssige baggrund og erfaring.

Nogle af de professionelle, der ofte udøver psykoterapi, er:

Psykologer

Psykologer er uddannet fra universitetet og kan behandle forskellige former for psykiske problemer, såsom angst, depression, stress, spiseforstyrrelser eller livskriser. De hjælper deres klienter gennem udredning, samtaler og rådgivning mv.

Universitetsuddannelsen i psykologi er teoretisk funderet og varer fem år. Psykologen kan gennemføre en toårig uddannelse for at få autorisation til at varetage specielle opgaver for det offentlige, hvor den autoriserede psykolog er underlagt den offentlige tilsynspligt. I autorisationsuddannelsen får psykologen træning i at anvende sin teoretiske viden i praksis under supervision af en allerede autoriseret psykolog. Autoriserede psykologer kan tage en specialpsykologuddannelse i psykiatri eller en specialistuddannelse indenfor 10 forskellige specialer, som blandt andet omfatter psykoterapi.

Psykoterapeuter

Psykoterapeuter er en bredere vifte af fagfolk, der har specialiseret sig i psykoterapi. Psykoterapeuter kan – ligesom psykologer – hjælpe mennesker med psykiske og personlige udfordringer, såsom sorg, livskriser, stress eller angst.

Psykoterapeut er ikke en beskyttet titel, og der udbydes en række forskellige uddannelser og certificeringer i privat regi. Dansk Psykoterapeutforening arbejder for at sikre en god kvalitet i uddannelserne, så de studerende efter endt uddannelse har gode kompetencer i psykoterapi. Uddannelser, der er godkendt af Dansk Psykoterapeutforening, varer i fire år og er praktisk orienterede med vægt på metodisk træning. Hvis en psykoterapeut har gennemført en af de uddannelser, der er godkendt af Dansk Psykoterapiforening, og desuden lever op til foreningens krav til medlemskab, har psykoterapeuten ret til at kalde sig psykoterapeut MPF.

Psykiatere

Psykiatere er læger med specialisering indenfor psykiatri. En psykiater kan diagnosticere, behandle og forebygge alvorlig psykiske sygdom, såsom svær depression, skizofreni og bipolar lidelse. En psykiater må som den eneste af de tre faggrupper ordinere psykofarmaka.

Speciallægeuddannelsen i psykiatri omfatter træning i samtaleteknikker, og mange psykiatere har desuden en videreuddannelse i psykoterapi. Psykoterapi kan indgå som en vigtig del af behandlingen, hvis psykiateren vurderer, at det er gavnligt for den enkelte patient. Psykiatere er desuden opmærksomme på deres patienters fysiske helbred, og kan henvise videre undersøgelse hos andre læger.

Tilmeld nyhedsbrev

Vil du modtage nyheder fra psykoterapiens verden? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev her.