Selvpsykologi

I selvpsykologien anses selvet for at være centrum i den menneskelige psyke. Desuden anses den tidlige udvikling af et sundt selv som afgørende for psykisk velbefindende. Udviklingen af selvet sker i et tæt, empatisk samspil med forældre eller andre omsorgspersoner, også kaldet selvobjekter. Barnet integrerer relationerne til selvobjekterne i sin opfattelse af sig selv og andre. Hvis selvobjekt-relationerne har været præget af svigt, misbrug eller manglende empati, kan det føre til problemer med selvværd, selvregulering og relationer senere i livet.

Baggrund

Selvpsykologi er en teori, der blev udviklet af den østrigske psykoanalytiker Heinz Kohut i midten af det 20. århundrede. Selvpsykologi er en gren af psykoanalysen, men adskiller sig derfra ved at betone empatiske relationer i dannelsen af psyken. Selvpsykologi er grundlæggende for moderne psykoanalyse. Selvpsykologi er primært en teori, men anvendes også praktisk i psykoterapien, hvor terapeuter anvender selvpsykologiske principper i arbejdet med klienter.

Fremgangsmåde og formål

Terapi med afsæt i selvpsykologi er ofte langvarig og individuelt tilpasset. Terapiens formål er at skabe en grundlæggende transformation i klientens selvforståelse og relationelle dynamik. Terapeuten støtter klienten i forstå, hvordan vedkommendes tidlige erfaringer og relationer til selvobjekter har bidraget til dannelsen af vedkommendes selvopfattelse. Der er fokus på at identificere eventuelle mangler eller traumer i disse relationer og arbejde hen imod at reparere dem eller at internalisere andre sunde selvobjekter. I selvpsykologien er empati afgørende i det terapeutiske arbejde. Tanken er, at terapeutens empatiske møde med klienten vil bidrage til, at klienten kan udvikle et robust og autonomt selv. Dette kan øge klientens evne til at håndtere livets udfordringer og opbygge sunde relationer.

Anvendelse og virkning

Selvpsykologi er blevet anvendt i behandlingen af personer, der har problemer med lavt selvværd og relationelle udfordringer. Selvpsykologi kan også anvendes affektive ledelser som depression og angst eller personer, der lider af spiseforstyrrelser eller har oplevet traumatiske hændelser. Der er dog begrænset forskning, der specifikt evaluerer effektiviteten af selvpsykologi som en selvstændig terapeutisk tilgang. Nogle kritikere mener, at selvpsykologiens centrale begreber som “selvobjektet” og “spejling” er vage og at det ikke er klart nok defineret, hvilke teknikker og interventioner der skal anvendes i forskellige terapeutiske situationer.