Psykoterapeutiske interventioner rettet mod traumer

Hvilke faktorer fremmer eller hæmmer udbyttet af psykoterapi i behandlingen af traumer set fra klientens perspektiv? Dette spørgsmål har været udgangspunktet for et nyt review, der er lavet på baggrund af 37 kvalitative studier.

 

Artikel: Clients’ experiences of psychotherapeutic interventions addressing trauma.
Forfattere: Lepistö R, Ahmad A, Kangaslampi S, Peltonen K.
Tidskrift: Psychology and Psychotherapy: Theory, Research and Practice.
Årstal: 2025
Gå til artikel

En finsk forskergruppe har lavet et systematisk review af kvalitative studier om voksne klienters erfaringer med psykoterapeutiske interventioner rettet mod traumer. Formålet er at identificere faktorer, der enten fremmer eller hæmmer processen og påvirker udbyttet af terapien set fra klientens perspektiv. På baggrund af en omfattende litteratursøgning identificerede forskerne 37 kvalitative studier, som blev analyseret i reviewet.
Der er stor variation i de inkluderede studier i forhold til de interventioner, som de beskriver, fx målgruppe, varighed og terapiform. Der er en overvægt af kognitiv adfærdsterapi, men også bred repræsentation af andre tilgange som EMDR, compassion-fokuseret terapi, systemisk terapi, humanistisk-integrativ terapi, eksponeringsterapi og schematerapi.

Klienternes erfaringer med interventionerne:

På tværs af de forskellige interventioner fandt forskerne, at klienternes oplevelse af, om en intervention var hjælpsom, afhang af følgende aspekter:

  • Klientens modtagelighed over for interventionen, herunder motivation, engagement og prioritering af terapien.
  • En oplevelse af ambivalens, eksempelvis skepsis eller udfordringer ved terapiens krævende natur, som blev overvundet.
  • De specifikke karakteristika ved den anvendte terapiform, hvor klienterne oplevede, at tilgangen skabte positiv forandring, som f.eks. en ændret forståelse og bearbejdning af traumatiske erindringer efter EMDR-terapi.
  • Generelle faktorer som psykoedukation, at blive lyttet til, og at have et trygt rum til at udforske sine følelser.
  • At fortsætte behandlingen, hvor tidlige succesoplevelser og hensyntagen til klientens tempo bidrog til at fastholde engagementet.
  • Udfordringer ved interventionerne inkluderede:
  • Øget fysisk og følelsesmæssig stress.
  • Eksterne begrænsninger, som hæmmede terapiprocessen, f.eks. praktiske eller sociale faktorer.
  • Klientens manglende modtagelighed over for interventionen.
  • Komorbiditet, som kunne komplicere behandlingsforløbet.
Relationens betydning

En god terapeutisk relation viste sig at være afgørende for et positivt udbytte. En terapeut, der udviste accept, forståelse og kompetence, og som skabte et samarbejdende og trygt miljø, blev fremhævet som vigtig. Det samme gjaldt en tryg og støttende relation i en gruppesammenhæng, hvor klienten oplevede tilhørsforhold og mindre isolation. Omvendt påvirkede manglende tillid til terapeuten eller gruppen, utryghed, mangel på empati og misforståelser klientens oplevelse negativt.

Klienternes vurdering af interventionernes udbytte

Klienternes beskrivelser af positiv forandring stemte overens med terapiens specifikke tilgang. Eksempelvis oplevede klienter reduktion af symptomer efter traumefokuseret kognitiv adfærdsterapi. På tværs af terapiformer beskrev klienterne dog også bredere effekter som en dybere selvforståelse, nye livsmuligheder, personlig udvikling og følelsesmæssige forbedringer. Nogle klienter oplevede dog, at interventionen ikke hjalp dem.

Samlet understreger reviewet, at klientens oplevelse af både processen og udbyttet hænger nøje sammen med terapiens metode og den terapeutiske relation. Det viser desuden, hvor afgørende klientens aktive engagement er for at skabe forandring gennem terapien.

Forskningshighlight

Forskningshighligt er en opsummering af udvalgte forskningsartikler, der beskæftiger sig med psykoterapi. Vi giver en kort beskrivelse af formål, metode og resultater og deler linket til artiklen, hvis man vil læse mere. Vi præsenterer så vidt muligt oversigtsartikler, der er baseret på flere studier og giver et bredt indblik i et bestemt forskningsområde.

Andre nyheder

Denne undersøgelse opsummerer forskningen om, hvordan terapeuter anvender ROM i deres arbejde med klienter. 47 forskellige studier blev inkluderet og analyseret, og på baggrund af...
Lars Von Trier, Woody Allen og Gus Van Sant er nogle af dem, der har instrueret filmene på denne filmliste fra Videnscenter for Psykoterapi...
Dette studie sammenfatter og analyserer resultaterne fra i alt 51 kvalitative studier om, hvad klienter selv opfatter som negative oplevelser i psykoterapi....

Tilmeld nyhedsbrev

Vil du modtage nyheder fra psykoterapiens verden? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev her.