Artikel: Preliminary efficacy of an online intervention based on Acceptance and Commitment Therapy for family caregivers of people with dementia: a feasibility study Forfattere: Atefi G. L., van Knippenberg R. J. M., Bartels S. L., Losada-Baltar A., Márquez-González M., Verhey F. R. J., de Vugt M. E. Tidsskrift: Cognitive Behaviour Therapy Udgivelse og årstal: 27. Marts 2025Gå til artikel |
Formål med studiet
Mange pårørende til personer med demens oplever en betydelig belastning i hverdagen. Dette kan føre til stress, angst og depression.
Formålet med studiet var at afprøve, om en fuldt online ACT (Acceptance and Commitment Therapy) -baseret intervention kunne være en mulig og effektiv støtte til pårørende til personer med demens, og om det kunne lade sig gøre at gennemføre (feasibility).
ACT er en psykologisk metode, der fokuserer på at øge psykologisk fleksibilitet og hjælpe folk til at leve i tråd med deres værdier, selv under svære forhold.
Metode til studiet
Studiet var et enkeltarms feasibility-studie, hvor 30 pårørende fra Holland deltog i et 9-ugers online selvhjælpsprogram baseret på ACT. Forløbet omfattede online moduler, personlig målsætning, samt minimal kontakt med en coach. Der blev foretaget målinger før og efter forløbet samt ved 3 og 6 måneders opfølgning. Deltagerne udfyldte spørgeskemaer om deres psykiske velbefindende, herunder stress, angst, depression, samt ACT-specifikke mål som psykologisk fleksibilitet og oplevet kompetence som omsorgsgiver.
Online-interventionen var udviklet af forskere fra Maastricht University, Department of Psychiatry and Neuropsychology og Alzheimer Centre Limburg i samarbejde med forskere fra Karolinska Institutet (Sverige), Universidad Rey Juan Carlos (Spanien) og Universidad Autónoma de Madrid (Spanien). Interventionen blev udviklet som en webbaseret selvhjælpsintervention baseret på Acceptance and Commitment Therapy (ACT), specifikt målrettet pårørende til personer med demens.
Du kan finde en nærmere beskrivelse af interventionen og indholdet af de enkelte moduler i følgende artikel. Hvis du scroller ned fremstår alle 9 interventionsmoduler i et overskueligt skema:
-
Atefi, G. L., van Knippenberg, R. J. M., Bartels, S. L., Losada-Baltar, A., Márquez-González, M., Verhey, F. R. J., & de Vugt, M. E. (2024). A web-based intervention based on Acceptance and Commitment Therapy for family caregivers of people with dementia: Mixed methods feasibility study. JMIR Aging, 7(1), e53489.
Gå til artikel
Hvad fandt studiet ud af
Studiet viste signifikante forbedringer i deltagernes stress, angst og depressive symptomer, særligt ved 6 måneders opfølgning. Stress og angst faldt til niveauer, der også var klinisk signifikante. Deltagerne rapporterede desuden øget psykologisk fleksibilitet og engagement i meningsfulde aktiviteter, men der sås ingen væsentlige ændringer i deres oplevede livsværdier (valued living). Følelsen af kompetence i rollen som omsorgsgiver steg også over tid, selvom belastningen ved at være omsorgsgiver ikke ændrede sig markant.
Konklusion
Den online ACT-baserede intervention viste sig at være både gennemførlig og med lovende foreløbige effekter for pårørende til personer med demens. Resultaterne tyder på, at ACT kan hjælpe pårørende med at håndtere svære følelser og belastninger, og at effekten kan holde over tid.
Dog anbefales det, at fremtidige større og kontrollerede studier undersøger, hvordan ACT bedst tilpasses pårørendes livssituationer, især med fokus på værdibaserede mål og måder at fastholde engagementet på længere sigt.