Hvad får psykoterapi til at virke? Er det selve metoden? Er det kontakten mellem klient og terapeut? Der er mange faktorer, der har betydning for, om terapien er effektiv.
Et systematisk review og metaanalyse fra december 2023 af 27 studier peger på endnu en vigtig faktor, nemlig klientens tillid til terapien. Reviewet konkluderer, at hvis terapeuten og den terapeutiske metode er troværdig for klienten, så kan det have en positiv virkning på klientens udbytte af terapien.
De 27 studier målte på individuel terapi med fysisk fremmøde. Deltagerne havde diagnoser eller symptomer som forskellige typer angst, depression, personlighedsforstyrrelse (borderline), PTSD, OCD, afhængighed o.a. Den terapiform, der var mest anvendt, var kognitiv adfærdsterapi, efterfulgt af kognitv terapi og en række andre metoder, fx psykodynamisk terapi og interpersonel terapi, EMDR, DAT mv. Terapiens virkning blev målt på symptomer, fx på angst eller depression, generelt funktionsniveau, funktionsniveau i relationer, selvskade mv.
De fleste studier vurderede klientens opfattelse af terapiens troværdighed med et kort spørgeskema med spørgsmål om terapiens ”logik”, forventninger til behandlingens effektivitet ift. at forbedre klientens tilstand og villighed til at anbefale samme behandling til en ven med lignende udfordringer (credibility/Expectancy Questionnaire CEQ).
Reviewet konkluderer, at klientens opfattelse af terapeutens og/eller den terapeutiske metodes troværdighed både inden og under det terapeutiske forløb giver et bedre resultat i sidste ende og dermed er en vigtig faktor i behandlingens effektivitet.
Forskningsartiklen er udgivet i tidsskriftet Psychotherapy Review og har blandt andre Peter Fonagy på forfatterlisten.