Det fysiske rum

Førstehåndsindtryk kan som bekendt være afgørende. Det gælder også for de omgivelser, der danner rammen for psykoterapi. En klient, der møder op hos en terapeut, danner sig hurtigt et indtryk af terapilokalet – både hvis det er første besøg, og hvis det er et sted de allerede kender. Det kan få indflydelse på klientens forventninger til terapiens virkning og til den terapeutiske alliance. Denne ubevidste påvirkning sker allerede før terapien er gået i gang og kan altså få betydning for hele terapiforløbet.

Det fysiske rum er del af det terapeutiske rum

Et velindrettet terapilokale udgør både en god arbejdsplads for terapeuten og spiller en vigtig rolle i selve den terapeutiske proces. Siddende overfor terapeuten vil klienten konfrontere sine psykiske udfordringer og nogle gange føle sig overvældet af sin egen sårbarhed, usikkerhed og angst. Med terapeutens støtte og indsigt kan klienten arbejde med smertefulde erfaringer og svære følelser i et afgrænset og trygt miljø – det som psykoanalytikeren Donald Winnicott har kaldt et ”holding environment”. Terapilokalet kan ses som det fysiske udtryk for dette holding environment, og indretningen kan hjælpe med at regulere klientens uro og understøtte klientens engagement i terapien. På den måde er det fysiske rum en integreret del af det terapeutiske rum.

De fysiske rammer kommunikerer

Terapilokalet kan kommunikere forskellige informationer til klienten. Det kan fx fortælle noget om terapeutens faglige baggrund og personlige præferencer, den organisatoriske kontekst som terapeuten arbejder i, og endog hvilken type terapi der udøves.

De fysiske rammer kan også skabe en stemning, som klienten ubevidst vil mærke. Menneskers oplevelse af de fysiske miljøer, de befinder sig i, er både sensorisk, kognitiv og følelsesmæssig, og oplevelsen af rummet kan påvirke klientens tanker, følelser og adfærd og bidrage til klientens fysiske og psykiske velbefindende.
Flere undersøgelser beskæftiger sig med, hvordan design kan tænkes ind som en dimension i udøvelsen af terapi, og hvad klienter foretrækker, når det kommer til indretning. Resultaterne peger på, at klienter foretrækker et ”varmt” og roligt miljø, mens et upersonligt eller klinisk miljø kan påvirke klienten negativt.

Lokalets egenskaber

Ifølge undersøgelserne lægger klienter og terapeuter vægt på følgende faktorer i forhold til selve lokalet:

• Lokalets må ikke være for stort, men heller ikke så småt, at terapeut og klient er nødt til at sidde meget tæt.
• Lyd: lokalet skal helst være så lydtæt, at klienten ikke er urolig for at andre kan høre, hvad der bliver sagt under terapien, og lyde udefra ikke forstyrrer.
• Udsigt: Der skal helst være et vindue og gerne med udsigt til natur eller et roligt miljø.
• Uforstyrrethed: andre skal ikke have adgang til lokalet under terapien
• Lokalet skal være nemt at komme til, også for personer med gangbesvær eller handicap.

Er der et venteværelse, kan det tænkes ind i indretningen. Venteværelset udgør en vigtig overgang for klienten fra hverdagen og verden udenfor til det terapeutiske rum.

Den gode indretning

Indretningen har også betydning for det terapeutiske rum og her er der flere ting, der får betydning:

• Møblerne skal være rare at sidde i, og afstanden mellem stolene skal kunne justeres efter klientens præferencer. Højden mellem terapeutens og klientens stol skal være den samme for at understøtte ligeværdighed. Møblerne skal placeres, så der ikke er modlys på hverken klient eller terapeut, og de skal kunne flyttes for at gøre plads til fx en kørestol.
• Lyset bør være varmt og lyst, men ikke skarpt
• Farver: Der skal gerne være farver, men rolige og afdæmpede.
• Orden: Lokalet må ikke være rodet, overfyldt med ting og slet ikke beskidt.
• Udsmykning: Kunst og planter kan gøre lokalet mere personligt, men må ikke være for dominerende.

Terapeuter, der selv kan bestemme indretningen af terapirummet, kan vægte et særligt udtryk, som er i overensstemmelse med deres faglige og personlige præferencer. De kan fx prioritere et hyggeligt og hjemligt udtryk, et neutralt og professionelt udtryk eller et dæmpet og beroligende udtryk, og på den måde betone forskellige oplevelser af rummet.

Lokalet kan også indrettes med tanke på en bestemt klientgruppe, for klienter kan have forskellige behov og æstetiske præferencer alt efter deres køn, alder, etniske baggrund, særlige problematik m.v.

Det digitale rum

Hvad sker der så, når terapeut og klient ikke er fysisk sammen i terapien? Siden Covid 19-pandemien er der sket en udvikling i terapi, der ikke finder sted i et fysisk rum, men over telefonen eller online via video. Denne type terapi kan være lige så effektiv som terapi med fysisk fremmøde, men de fysiske rammer for interaktionen er anderledes. Det faktum at klient og terapeut sidder på forskellige lokationer, når de mødes, betyder, at terapeuten har lille indflydelse på ”terapilokalet”. I digital terapi er det klientens opgave at finde et egnet sted til en telefonsamtale eller en videokonsultation. Flere undersøgelser beskæftiger sig med, hvordan klienter og terapeuter har oplevet digital psykoterapi og peger på flere perspektiver. Det kan være en fordel for klienten at have nem adgang til terapien, men nogle kan have en udfordring med at finde et uforstyrret sted at være under terapien. Nogle terapeuter beskriver, hvordan deres klienter flytter sig mellem flere rum, at der er larm eller familiemedlemmer, der bryder ind i samtalen for at give en besked. Andre beskriver, at deres kig ind i klientens hjem kan give dem vigtig information om klientens hverdag. Nogle terapeuter oplever, at opstart og afrunding på terapien bliver mere abrupt, når klienten fx logger på og af en videokonsultation. Selv når terapien foregår digitalt har de fysiske rammer stadig indflydelse på terapien, og de udfordringer, som det giver at mødes i et digitalt rum, kræver en særlig etisk opmærksomhed fra terapeuten på klientens sikkerhed, tryghed og psykiske tilstand.

Husk de fysiske rammer

Alt i alt er det fysiske rum en vigtig del af det terapeutiske rum. De kan påvirke klientens tilstand og engagement, og de spiller en vigtig rolle for relationen og interaktionen mellem terapeut og klient. Alligevel bliver de fysiske rammer ikke altid brugt målrettet i terapien. Dette skyldes flere forhold. Det kan skyldes, at der ikke er opmærksomhed på, hvad designet betyder. Det kan skyldes, at terapeuten udelukkende har fokus på sin egen smag og ikke klientgruppens behov. Det kan også være, at terapeuten ikke har indflydelse på indretningen – fx i en større klinik eller på et hospital, hvor terapirummet indrettes i overensstemmelse med organisationens generelle udtryk, og hvor mange terapeuter bruger de samme terapilokaler.