Mænd i terapi – hvad ved vi?

Hjælp ved psykiske problemer

Mænd er generelt mere tilbageholdende med at søge professionel hjælp til psykiske problemer end kvinder. Mange ved ikke, hvordan og hvor de skal få hjælp, og hvornår når det er legitimt at søge hjælp. De går ofte for sent til lægen eller andre fagpersoner med deres psykiske problemer. Faktorer som manglende kendskab til relevante tilbud, negative holdninger til terapi og lav mental sundhedskompetence, dvs. deres evne at finde, forstå og bruge information til at tage beslutninger om sundhed, spiller ind her.

Læs mere: SST.dk

Nogle undersøgelser også peger på, at mænd mangler et sprog for deres psykiske problemer. De har vanskeligt ved at beskrive, hvad der er galt.  Mænd kan derfor have svært ved at sætte ord på deres følelser i kontakten med sundhedspersonale. De kan fx være helt klar over, at de ikke har nogen at tale med, men har svært ved at koble det til psykisk mistrivsel.

Hvis psykisk sårbarhed opfattes som uforeneligt med manderollen, kan det være ekstra svært at række ud – både til familie, venner eller kolleger og fagpersoner. En undersøgelse peger på, at det ofte kun er ægtefællen, som mænd deler deres psykiske problemer med. Nogle studier peger på, at mænd der har en stærk tilslutning til traditionelle maskulinitetsidealer har vanskeligere ved at søge hjælp end mænd, som ikke har denne forståelse af, hvordan man bør være som mand.

Barrierer for psykoterapi

Ofte søger mænd først professionel hjælp, når de har nået kritisk punkt, hvor deres psykiske problemer påvirker deres daglige funktion og velvære og den psykiske belastning ikke længere kan overses. Det er på dette tidspunkt, at de går til deres læge, får kontakt til psykiatrien eller opsøger en terapeut. I forhold til terapi er der flere barrierer, som bliver beskrevet i de inkluderede publikationer. Nogle mænd undgår terapi, fordi terapi kan opfattes som en modsætning til manderollen. Det at udtrykke følelser og sårbarhed kan være svært for mænd, der er opdraget til at “klare tingene selv.” Nogle mænd kan opleve ubehag og skam i forbindelse med psykoterapi, hvor de netop skal dele deres følelser og de svære sider af livet.

Nogle ser desuden terapi som noget feminint, dels fordi der er flest kvindelige terapeuter, og dels fordi kernen af terapi opfattes som feminin: at tale om psykiske problemer, at udtrykke følelser, være sårbar, og løse sine problemer i samarbejde med en anden person.

Disse forhold kan skabe barrierer for mænd, der kunne have gavn af psykoterapi, og det kan medvirke til at de går længe med deres psykiske problemer uden at få hjælp. Noget forskning peger dog på, at mænd ændrer holdning og bliver mere villige til at modtage fx psykoterapi, når de får erfaring med at modtage professionel hjælp for deres psykiske problemer.

Præferencer for psykoterapi

Når mænd faktisk går i terapi, så peger flere undersøgelser på, at de har præferencer for terapeutiske tilgange, der har nogle bestemte karakteristika:

• Handlingsorienterede tilgange: Mange mænd foretrækker mere strukturerede og handlingsorienterede terapiformer såsom kognitiv adfærdsterapi (KAT), der har fokus på at identificere og ændre uhensigtsmæssige tanke- og adfærdsmønstre. Handlingsorienterede tilgange appellerer ofte til mænd, da de giver konkrete mål og strategier.
• Korttidsterapi: Mænd kan være mere tilbøjelige til at vælge korttidsterapi, som hurtigt kan give dem de nødvendige værktøjer til at håndtere deres problemer uden en langvarig følelsesmæssig investering.
• Psykoedukation om mental sundhed: For mange mænd kan det være nyttigt at få grundig viden om deres psykiske problemer, behandlingsmuligheder og relevante værktøjer. Det kan også gøre det lettere at tage imod anden hjælp.
• Gruppeterapi med en terapeut eller peer-ledede mandegrupper: Det at mødes med andre kan øge deltagernes selvværd og støtte dem i at være åbne om deres psykiske problemer.

Mænd kan altså have gavn af terapiformer, der fokuserer på problemløsning og på at udvikle praktiske mestringsstrategier, og som samtidig hjælper dem med at bearbejde deres følelser. Nogle studier understreger derfor behovet for at udvikle flere kønssensitive tiltag, der tager højde for mænds særlige udfordringer og erfaringer med psykiske problemer. Det forventes at det vil give et lavere frafald og bedre resultater. I de forskellige studier bliver det også påpeget, at der er behov for øget empirisk forskning i tilrettelæggelsen og resultaterne af terapi målrettet forskellige grupper af mænd.