Psykoterapi til soldaterne

Udgivet 5.november 2024, af Simon Brønnum

Interviewserie: På Arbejde med Psykoterapi 

Dette interview er en del af interviewserien På Arbejde med Psykoterapi, hvor man møder forskellige udøvere af psykoterapi. Artikelserien udkommer i løbet af 2024 på Videnscenter for Psykoterapis hjemmeside.

Siden 90´erne har Danmark sendt soldater til flere af verdens brændpunkter og konflikter. Det har kostet liv og efterladt dybe sår på sjælen hos mange af de soldater, der har været udsendt. Ifølge Veterancentret under Forsvarsministeriet anslås det, at op mod 10% af alle udsendte soldater vender hjem med psykiske efterreaktioner på grund af deres oplevelser i krigszoner rundt om i verden.

Nogle af disse veteraner har i tidens løb fået hjælp til deres psykiske udfordringer i Veterancentret, hvor Ulrik Thomsen har behandlet en del af dem. Ulrik er autoriseret psykolog og har arbejdet i Veterancentret i over 10 år. Han har også selv været udsendt flere gange.

Her fortæller Ulrik om sit arbejde i Veterancentret, hvor han behandler en målgruppe, der består af 97% mænd, og som nogle gange finder det grænseoverskridende at gå i psykoterapi.

.

Ukrik Thomsen foran sin arbejdsplads på Svanemøllens Kaserne

Hvem er jeres målgruppe?

Vi tilbyder hjælp til soldater, veteraner og deres pårørende før, under og efter udsendelse, og den gruppe, jeg oftest behandler, er tidligere udsendte soldater. Det en gruppe, der spænder bredt, for den inkluderer både nyligt hjemvendte veteraner fra aktuelle udsendelser, såsom dem der netop har været i Letland, samt dem der har været udsendt i 90’erne – blandt andet til Balkan. De kan nu være i 50’erne eller 60’erne, hvor de, der netop har været i Letland, måske er i starten af 20’erne.

Vi er desuden i højere grad begyndt at behandle veteranerne sammen med deres partner, hvilket vil sige at partneren også deltager i terapien.

Hvilke udfordringer kommer veteranerne med, når de bliver visiteret til jer?

Det er almindeligvis nogle af de symptomer, der ses ved PTSD, såsom forhøjet alarmberedskab eller søvnvanskeligheder. Når man ligger og skal sove om aftenen, kan der opstå mange billeder og tanker i hovedet, der kører i ring, og som kan være forbundet med oplevelser fra ens udsendelse. Hjertet slår, man kan ikke sove, og så vil man prøve at undgå at tænke på det og helt generelt prøve at undgå alt, hvad der har med det at gøre. Vi ser også, at vores klienter kan have konflikter med deres partner eller stressreaktioner på arbejdet. Når jeg ikke direkte siger PTSD er det fordi, man godt kan opleve nogle af disse symptomer, uden at alle kriterier for diagnosen er opfyldt.

Og så kommer der måske noget oveni, som fx alkohol og ensomhed. De, der var udsendt i 90´erne, har måske i mange år selv forsøgt at håndtere deres tanker, erindringer, angst og andre stressreaktioner fra deres udsendelse, og de har muligvis gjort det på måder, der ikke altid har været gavnlige i det lange løb. Nogle har forsøgt at undgå disse stressreaktioner ved at isolere sig mere og mere, mens andre måske er begyndt at bruge rusmidler, hvilket naturligvis kan skabe kaos og i høj grad påvirke deres liv.

Hvordan viser de psykiske udfordringer sig i jeres klienters hverdag?

Det kan være alt fra udfordringer, som man ikke kan se udefra, og som heller ikke nødvendigvis sænker personens funktionsniveau markant i det daglige liv til udfordringer, som er meget hæmmende og påvirker hele veteranens liv og måske også dennes nærmeste. Den veteran, der går med usynlige udfordringer, kan stadig opleve mistrivsel og gå med tanker som: ”Kunne jeg have gjort noget anderledes?”. Derudover kan personen have stressreaktioner og føle sig i en form for alarmtilstand, som dog ikke er så voldsom, at koncentrationen omkring dagligdagens opgaver påvirkes. Alligevel slider det på personen over tid.

Ift. dem hvor det er mere udtalt, kan et meget klassisk tilbagevendende tema være angst for ikke at kunne komme hurtigt nok ud at en bygning eller et lokale, hvis der sker noget farligt. Det er en panikangst, der fx kan blive udløst af en tur i supermarkedet. Så sker der typisk det, at man fremadrettet undgår at skulle hen i supermarkedet, fordi man er bange for, at panikangsten opstår igen. Supermarkedet er måske lidt en kliché, men der er faktisk en del, der beskriver angsten for supermarkedet som noget, der hæmmer dem.

Hvilke hændelser kan føre til denne tilstand?

Det kan jo typisk være en hændelse, hvor de har været udsat for fare under et angreb, eller de har set eller oplevet noget forfærdeligt. Vi arbejder også med det, der kaldes moral injury, som på dansk har fået navnet moralsk skade. Det henviser til efterreaktioner, der ikke nødvendigvis udspringer af en specifik hændelse, men mere er en tilstand, hvor ens moralske kompas er blevet brudt af det man har oplevet. Hvor man har oplevet enten sig selv eller andre gøre noget, som bryder med ens grundlæggende moralkodeks i livet, og hvor man fx handlede på en måde, som man efterfølgende sætter spørgsmålstegn ved.

Hvad kan det være?

Et klassisk eksempel kan være fra dengang, danske soldater var udsendt under FN i det tidligere Jugoslavien. Disse soldater var vidner til meget voldsomme hændelser, men de havde ikke mandat til at gribe ind, da de var udsendt i FN-regi. For mange var det at være vidne til noget uden at kunne handle en af de sværeste oplevelser, de var udsat for. Rationelt forstår man måske godt, at beslutningen om ikke at måtte gribe ind var blevet truffet på højere niveauer, og at krigens love under FN forhindrede indgriben. Men det føltes meget forkert for de soldater, som var til stede i øjeblikket, hvor hændelsen skete, og det er en oplevelse, der er svær at glemme.

De veteraner, I behandler, er jo især mænd. Psykologen Svend Aage Madsen har ofte påpeget at netop mænd kan have svært ved at søge hjælp, navnlig i forbindelse med psykiske problemer. Er det også noget, der gør sig gældende hos jeres målgruppe?

I vores arbejde kan vi godt genkende nogle af Svend Aage Madsens pointer om, at mænd har svært ved at bede om hjælp. Særligt fordi soldater trænes i at undertrykke deres følelser og håndtere situationer, som for mange civile ville være skrækindjagende. Det forventes, at man kan forblive rolig og kølig i pressede situationer. Derfor kan psykoterapi være udfordrende, da det kræver, at man anerkender sin sårbarhed og accepterer, at der er følelser, som kan være svære at håndtere. Dette kan være i modstrid med den træning, man har fået, hvilket kan skabe modstand mod terapien. Det er vigtigt at respektere denne modstand og give plads til, at det tager tid at blive tryg ved at åbne sig og fortælle om psykiske problemer.

Er psykiske problemer et tabu for jeres målgruppe?

Jeg tror, at der desværre er en vis skam forbundet med mentale udfordringer især for mange mænd. Omvendt ser vi i disse år flere personer stå frem og være med til at nedbryde tabuet. Et eksempel er vores tidligere forsvarsminister, som åbenlyst har fortalt om sin sygemelding på grund af stress. Noget, som jeg tror også er med til at imødegå dette tabu i vores eget regi, er de programmer for militær mentaltræning, som soldaterne skal igennem, og hvor man arbejder med at opbygge psykologiske færdigheder. Denne tilgang til det psykologiske aspekt gør det lettere for soldater, der har været udsendt, at søge hjælp og blive mere opmærksomme på deres egen mentale sundhed uden at føle, at det er et tegn på svaghed. I stedet anskues psyken på samme måde som udstyr eller kroppen, hvor det er noget, der skal vedligeholdes.

Hvilken psykoterapeutisk tilgang bruger I i jeres arbejde?

Vi benytter primært den kognitive adfærdsterapeutiske tilgang. Men selvom kognitiv adfærdsterapi er vores overordnede metodiske tilgang, så gør vi en stor indsats for at imødekomme forskellige behov, fordi man har ikke fundet en metode, der passer til alle. Det viser al forskning inden for psykoterapi.

Er der så en bestemt grund til, at det netop er kognitiv adfærdsterapi, som I praktiserer som udgangspunkt?

Det giver bare rigtig god mening ift. veteraner, der har adfærds- og følelsesmæssige problemer på baggrund af frygt, undgåelse og tanker, der kører i ring. Ved at arbejde med omstrukturering og kritisk refleksion over disse tanker, kan man ændre både adfærd og følelser. Denne tilgang er særligt relevant for veteraner, der har oplevet voldsomme begivenheder. Når man dykker ned i, hvad de prøver at undgå, er det ofte påmindelser, tanker og spørgsmål, der kredser om, hvad der skete. Det kan være spørgsmål som ”Hvorfor skete det for mig?” eller ”Kunne jeg eller andre have gjort noget anderledes?”. Disse tanker bliver ved med at køre i ring, og personerne kæmper i stigende grad med dem.

Kognitiv adfærdsterapi har nogle ret håndgribelige interventioner og øvelser. Er det noget, der appellerer til jeres målgruppe?

Ja, det tror jeg. Veteranen kan se, at hvis jeg gør det på denne her måde og laver de her øvelser, så kan jeg faktisk komme hen til et sted, hvor jeg kan gøre bestemte ting igen. Mange fra et mere operativt miljø, som det veteranerne kommer fra, kan godt købe den tilgang. Så får man gjort det ret tydeligt, at det blandt andet handler om at være god til at lytte til sin krop, sit sind og sine følelser.

Hvordan forløber behandlingen hos jer?

Det første skridt er, at man deltager i en udredningssamtale, hvor man får mulighed for at beskrive de vanskeligheder og symptomer, man oplever. På baggrund af samtalen udarbejder psykologen en behandlingsplan, som derefter gennemgås med klienten, således at der er en fælles forståelse af, hvad planen indebærer. Det kunne fx være en række eksponeringsøvelser. Efter at planen er fastlagt, tilbydes typisk 10 samtaler, men i nogle tilfælde kan det være nødvendigt med et længere forløb.

Hvad er det for nogle eksponeringsøvelser?

Det kunne fx være prolonged exposure, som er en metode fra den kognitive terapeutiske tradition. Der er findes andre eksponeringsøvelser og metoder end prolonged exposure, men den er en af de mere kendte. I denne metode beder man personen om at lukke øjnene og genfortælle traumet ud fra den erindring, som vedkommende har om, hvad der skete fra start til slut. For hver gang personen genfortæller den, kommer der flere detaljer frem, og personen kommer i tættere kontakt med, hvordan det faktisk var. Dette vil som regel fremkalde følelser fra dengang, og mindet bliver meget levende. Når denne proces er afsluttet, kan man begynde bearbejdningen, hvor man gennemgår de tanker og forestillinger, som personen har fortalt om. Og man kigger også de antagelser og konklusioner, som er opstået gennem tiden, efter i sømmene, fx: ”Det var min skyld”, ”Jeg skulle have gjort noget andet”, ”Hvis jeg havde set til højre i stedet for til venstre, så var det her ikke sket” eller ”Verden er et farligt sted”.

Hvordan kigger i de antagelser efter i sømmene?

Man lægger simpelthen problemet frem på bordet: Når vi nu ser mere nuanceret på det igennem den detaljerede genfortælling om hændelsen, tror personen så, at der kunne have været andre faktorer i spil der ledte til det, der hændte? Ofte vil det vise sig, at situationen ikke er så enkel. Når man virkelig sætter sig ned og husker alle aspekter af den pågældende situation, vil man måske tænke: ”Selv hvis jeg havde set til højre, ville jeg sandsynligvis stadig have handlet på samme måde”, eller ”De andre ville have gjort det samme”, eller ”jeg havde ingen chance for at forudse, hvad der ville ske fem minutter senere.”

Hvorfor er der sådan et stort fokus på eksponering?

Nogle vil hævde, at alle former for psykoterapi kan betragtes som eksponeringsterapi, fordi man uundgåeligt vil komme til at beskæftige sig med det, man finder ubehageligt, når man går i psykoterapi. Men for at besvare dit spørgsmål: Det, der holder problemerne ved lige, er, at man fortsætter med at undgå dem. Det er med til at forhindre, at man heler spontant. For langt de fleste mennesker, der oplever noget voldsomt – herunder veteraner – vil tingene faktisk blive bedre med tiden. Men der er en gruppe, som ikke får det bedre, og en af hovedårsagerne – selvom der er flere, og det er mere komplekst – er tendensen til at undgå bestemte handlinger, tanker og følelser og prøve at holde dem på afstand.

Du nævner det her med, at I behandler par. Hvordan kan det være?

Det er ikke parterapi på den måde, man måske normalt kender det, hvor fokus fx kan være på at lære at blive mere intime. I stedet handler det om at forbedre samarbejdet mellem parterne. Det, vi ofte ser, er, at hvis man har levet sammen med en person med posttraumatisk stress i mange år, så begynder man ubevidst at hjælpe dem med at undgå de ting, de er bange for. Men det er faktisk ikke gavnligt. Når vi inddrager partneren i terapien, adresserer vi også dette. På den måde bliver partneren en del af terapien. Partneren skal også ændre vaner, ligesom veteranen, og de gør det i fællesskab. Terapien handler altså om samarbejdet i parforholdet.

Hvad skal man være god til i dit arbejde?

Man skal være god til hurtigt at individualisere og omstille terapien til netop den person, man har inden for døren, fordi der er ikke en metode der passer til alle. Så skal man være god til finde ud af hvad det er for en kultur, de kommer fra, hvad er det for et sprog de taler bedst, hvad der virker bedst for den person, du sidder med, og så prøve nogle forskellige ting af og være åben over for, om det virker. Men det er sådan nogle generelle terapeutfærdigheder.

Er der noget særlig man skal være opmærksom på i terapien med jeres målgruppe?

Jeg tror man skal passe på med skubbe for meget på i terapien. Man skal være med på, at der kan være en modstand mod dét at være i terapi, i hvert fald et godt stykke tid. Og man skal virkelig have en meget anerkendende tilgang til den modstand, og så lade sårbarheden komme lidt mere af sig selv, når vedkommende føler sig tryg.

Og så er der rigtig mange veteraner, som kan være nervøse for, om de bliver misforstået. Jeg tror det har noget at gøre med, at det de har oplevet, er så unikt og specielt, at de simpelthen kan være bange for, om terapeuten forstår det. Derfor skal man kunne betrygge dem i, at de ikke bliver misforstået.

Du har selv været udsendt i dit arbejde. Fortæller du dem det?

Ja, jeg plejer faktisk at nævne det. Det er ikke sådan, at man selv skal have været udsendt, for at man kan behandle vores målgruppe. Slet ikke. Man kan være en rigtig god psykolog eller psykoterapeut over for veteraner, selv om man ikke har været udsendt. Men når nogle af vores klienter kan være bange for, om man forstår dem, så synes jeg, at det fungerer fint at nævne, at jeg også har været udsendt.

Hvad er en god arbejdsdag for dig?

Hm… det er svært at svare på… Jeg tror, det handler om at kunne tilrettelægge terapien til den enkelte person. Der er simpelthen så mange måder at være til på denne her jordklode. Hvis det lykkes mig som terapeut at tilpasse terapien helt perfekt, så den passer til den person, jeg sidder over for, så er det ret tilfredsstillende. Det kan være en person med en helt anden profil end den, jeg talte med for lidt siden, men når jeg finder en metode, der fungerer for netop den person – det er virkelig fedt.

ULRIK THOMSEN


Ulrik Thomsen er 53 år.

Autoriseret psykolog.

Har arbejdet ved Veterancentret siden 2009.

Efteruddannet og specialiseret i kognitiv adfærdsterapi, compassion-focused therapy og psykotraumatologi, hvor han også fungerer som supervisor.

Efteruddannelserne er foretaget gennem Dansk Psykologforening og Veterancenteret.

Ulrik har gennem tiden været udsendt som psykolog til missioner for det danske forsvar i Afghanistan og Irak.

FAKTA: VETERANCENTRET

Veterancentret ligger under Forsvarsministeriets Personalestyrelse og er en del af Forsvarets tilbud til tjenestegørende, veteraner og deres pårørende før, under og efter udsendelse..

Blandt disse tilbud er behandling af psykiske efterreaktioner, socialrådgivning til både tjenestegørende soldater og veteraner, beskæftigelsesrådgivning til veteraner, der skal videre i et civilt job, og opsøgende rådgivning. Desuden er der et udkørende tilbud til de socialt isolerede eller meget psykisk sårbare veteraner, samt støtte og behandling til veteranens pårørende.

Veterancentret står også for samarbejdet med de øvrige aktører på veteranområdet, de danske kommuner, psykiatrien mv., ligesom Rådgivnings- og rehabiliteringsafdelingen også består af Veterancentrets Pulje for de skadede soldater, som er i et rehabiliteringsforløb.

Veterancentret har afdelinger over hele landet.

Militærpsykologisk Afdeling

Militærpsykologisk afdeling ved Veterancenteret arbejder dels med forebyggende indsatser målrettet soldater i internationale operationer og behandling af psykiske efterreaktioner, herunder posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD).

Man kan blive visiteret til behandling på Militærpsykologisk Afdeling, hvis man er nuværende eller tidligere soldat i det danske forsvar. For at komme i behandling kontaktes Veterancentret.

Er man soldat, veteran eller pårørende kan man få hjælp, støtte og rådgivning ved at kontakte Veterancentrets døgntelefon på:

tlf.: 72 81 97 00

Fra samme serie:


Psykoterapi genstarter livet i en bungalow på Frederiksberg

Med overlæge i psykiatri, Sebastian Swane, som arbejder i Psykoterapeutisk Klinik ved Psykiatrisk Center København.

 

Når én plus én giver tre

Med psykoterapeut MPF Lotte Gravgaard, som arbejder i udviklings- og behandlingscenteret KKUC.

Tilmeld nyhedsbrev

Vil du modtage nyheder fra psykoterapiens verden? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev her.